Er dit internet langsomt? Her er måske løsningen

En dårlig router kan danne flaskehals for en bredbåndsforbindelse, som ellers er hurtig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Netflix hakker, browseren er langsom, og ungerne råber inde fra værelset, at computerspillet er frosset.

De fleste hjem er i dag afhængige af internet. Og samtidig kan det sætte tålmodigheden på prøve, hvis internettet er langsomt. Men du bør kigge på routeren, før du skifter pakke eller udbyder.

– Hvis du har noget gammelt udstyr, som står i et kosteskab, så vil du ikke opleve en ordentlig netforbindelse, uanset hvilken internetpakke du køber, siger John G. Pedersen, der er techekspert og redaktør på elektronikmediet meremobil.dk.

En dårlig router er nemlig ligesom et dyrt stereoanlæg med dårlige højttalere – eller en ny racercykel med flade dæk: Internetpakken kommer aldrig rigtig til sin ret.

Håbløst forældret

Samme råd lyder fra Mikkel William Nielsen, der er projektleder i afdelingen for test og analyse hos Forbrugerrådet Tænk.

– Når man får en standardrouter leveret fra sin udbyder, så kan man være sikker på, at det ikke er verdens bedste router. Og det kan have indflydelse på rækkevidden i huset, siger han.

Dette skal du især være opmærksom på, hvis du har haft samme internetudbyder i flere år. Så kan den router, du fik udleveret, da du tegnede abonnement for år tilbage, være håbløst uddateret.

Så tryk internetudbyderen lidt på maven, og spørg, om du kan få byttet til den nye standardrouter, som naboen netop har fået med sit abonnement. Hvis det ikke er muligt, kan du købe en ny router uden om din internetudbyder, råder Mikkel William Nielsen.

– For man har altså en risiko for, at routeren bliver flaskehals for ens internetforbindelse, siger han.

Optimal placering

Helt lavpraktisk bør du også overveje routerens placering.

– Routere er sjældent pæne. Men man skal være klar over, at det kan gå ud over rækkevidden på det trådløse internet, hvis man placerer den langt væk eller i et skab, siger Mikkel William Nielsen.

En grundregel er, at routeren skal placeres så centralt som muligt i forhold til, hvor I bruger internettet mest.

Herefter kan du købe såkaldte wi-fi-extenders – altså routerforlængere – hvis signalet stadig er svagt eller langsomt, siger Mikkel William Nielsen.

Du kan også læse andre guides til optimering. Blandt andre:

Langsom mobil? Sådan gør du den hurtig igen

Får du også grå hår af din langsomme computer? Frygt ej, her er en række gode og nemme råd

Powered by Labrador CMS