Er det slut for Magnus Cort

Magnus Cort skal nu bruge sine kræfter på at jagte etapesejre, fastslår sportsdirektør Matti Breschel

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sine 11 bjergpoint er Magnus Cort sikret retten til at køre i Tour de Frances prikkede bjergtrøje til og med fredag, hvor 7. etape slutter på kategori 1-stigningen La Planche des Belles Filles.

Men det kan meget vel også blive danskerens sidste dag i spidsen for bjergkonkurrencen, spår EF-sportsdirektør Matti Breschel.

- Jeg tænker, at festen stopper der. Bjergtrøjen har givet ham en masse dejlig opmærksomhed og moral, og han har fået vist flaget.

Del af en plan

- Men han er en klasserytter, og han skal koncentrere sig om at forsøge at vinde en etape, siger Breschel.

Direkte adspurgt, om holdledelsen nu giver Cort ordre om at indstille jagten på bjergpoint, lyder det fra sportsdirektøren:

- Alt det her er en del af en plan. Den har vi fulgt, og han ved godt, hvad der er planen fra nu af og de næste uger.

Cort erobrede bjergtrøjen under stor tilskuerjubel på 2. etape fra Sjælland til Fyn.

Siden har feltets øvrige ryttere vist begrænset interesse for at udfordre den eksplosive bornholmer på de overkommelige kategori 4-stigninger, der har præget løbet indtil nu.

Glade for trøjen

- De har også kunnet se, hvor stærk en rytter Magnus er, siger Matti Breschel om konkurrenternes manglende lyst til at deltage i udbrud.

Han slår fast, at holdet er glad for Corts dage i den karakteristiske trikot, selv om det hverken giver EF-trøjen eksponering eller point til verdensranglisten.

- Det er ikke en gimmick, og det er ikke for sjov at have en trøje i verdens største cykelløb. Det kan alle bruge til noget.

- Det er også godt for Magnus at komme ud at svede lidt og føle, han er en vigtig del af løbet, som han helt bestemt har været, siger Matti Breschel.

Onsdag venter en helt flad brostensetape, hvor der ikke er bjergpoint på spil. Torsdag er der fem point på højkant, mens rytterne fredag kører om 14 bjergpoint - heraf ti på den stejle målstigning.

For tredje etape i træk kunne Magnus Cort lade sig hylde som midlertidig bjergkonge, da Tour-feltet var kommet i mål i Calais tirsdag eftermiddag.
For tredje etape i træk kunne Magnus Cort lade sig hylde som midlertidig bjergkonge, da Tour-feltet var kommet i mål i Calais tirsdag eftermiddag.

Tour de France 2022 i Danmark

Tour de France indledes i 2022 med en 13 kilometer lang enkeltstart i København.

Anden etape går fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg og tredje etape videre fra Vejle til Sønderborg. 

I alt skal der tilbagelægges 394 kilometer af cykelløbet på dansk jord. 

Tour de France er verdens største cykelløb, og det er første gang, at dele af ruten afvikles i Danmark.

Powered by Labrador CMS