Enlige har glemt ansøgningen: Så mange kan miste tilskud
Flere tusinde enlige forsørgere har endnu ikke søgt om børnetilskud for næste år, advarer Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark har sendt rykkere ud til 13.000 enlige forsørgere. Det sker, fordi fristen for at ansøge om børnetilskud udløb i søndags. Absolut sidste chance, hvis man har glemt det, er 2. december.
Erklæringen udfyldes og indsendes via borger.dk. Det huskede 110.000 enlige forsørgere at gøre inden i søndags. Mere end hver fjerde indsendte erklæringen via smartphones eller tablets. Det er mere end en fordobling fra sidste år.
Det skal være nemt
Det glæder Anders Schmidt Hansen, underdirektør i Udbetaling Danmark.
– Vi har arbejdet meget med at gøre det her så nemt som muligt for borgerne, og vi kan også se, at de har nemt ved at bruge vores digitale løsning.
– Vi har også haft 20 procent færre telefoniske henvendelser, hvilket fortæller os, at vores kommunikation og digitale løsninger virker, samtidig med at borgerne generelt er blevet mere digitale, siger underdirektør Anders Schmidt Hansen.
Omkring 123.000 borgere modtager børnetilskud for enlige forsørgere. Børnetilskuddet til enlige består af et ordinært børnetilskud og et ekstra børnetilskud. Det ordinære tilskud er på 1339 kroner per barn i kvartalet. Det ekstra tilskud er på 1365 kroner i kvartalet – uanset antallet af børn.
Som modtager af børnetilskuddet skal man bekræfte sin status som enlig en gang om året, ellers stopper udbetalingen.
/ritzau/