Enighed om milliardpulje: Her er vinderne
Folketingets partier er nået til enighed om at fordele 1,2 milliarder satspuljekroner over fire år til udsatte
Satspuljepartierne – der omfatter samtlige Folketingets partier minus Enhedslisten – er onsdag nået til enighed om fordelingen af 1,2 milliarder kroner gennem 41 forskellige initiativer over de næste fire år.
Det oplyser Socialministeriet.
Aftalen omfatter blandt andet godt 350 millioner kroner til at styrke indsatsen for udsatte børn og unge. Derudover har satspuljepartierne afsat mere end 113 millioner kroner til svage ældre og til demens.
En del af aftalen indebærer, at der afsættes 87,6 millioner kroner til at styrke hjælpen til voldsramte kvinder. Med aftalen forpligtes landets kommuner til at tilbyde kvinderne på landets krisecentre rådgivning til blandt andet at finde bolig og tage en uddannelse.
Dermed er det håbet, at kvinderne – både dem med og uden børn – vil være bedre rustet til at leve et liv uden vold fra deres nærmeste.
For de udsatte børn og unge har satspuljepartierne blandt andet afsat i alt 80,7 millioner kroner til en målrettet indsats, der understøtter plejefamilieområdet.
Indsatsen skal rette sig mod at styrke plejefamilier og sikre mere stabilitet i anbringelserne.
– Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at lande en aftale med de øvrige satspuljepartier, der forbedrer vilkårene for de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund, siger socialminister Manu Sareen (R).
– Jeg tror på, at de i alt 41 initiativer vil gøre en mærkbar forskel for de her mennesker, og aftalen er et vigtigt skridt på vejen til at nå regeringens sociale 2020-mål, siger han.
Også Venstres socialordfører, Karen Ellemann, glæder sig over aftalen:
– Med en samlet pulje på mere end én milliard kroner er der en lang række af gode initiativer til samfundets svageste gruppe, siger hun.
– Ledsagepulje til de mest handicappede, forældrekurser til forældre med børn med ADHD og en styrkelse af indsatsen mod vold i hjemmet er blot nogle af de ting, Venstre har lagt vægt på.
/ritzau/