Enige partier dropper slutdepot for atomaffald

Sundhedsminister Nick Hækkerup taler med journalister efter drøftelser om fremtiden for atomaffaldet fra Risø onsdag d. 11 marts 2015 i Sundhedsministeriet. Foto: Erik Refner/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Alle partier i Folketinget er enige at oprette et mellemlager, og dermed vente med at beslutte, hvordan dansk atomaffald endeligt skal opbevares.

Det sker sjældent, at samtlige partier i Folketinget er enige om en sag, men når det kommer til det danske atomaffald fra Risø, er partierne onsdag blevet enige om, at det skal gemmes af vejen i et midlertidigt såkaldt mellemlager.

Det glæder sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der har siddet for bordenden i forhandlingerne:

»Jeg er rigtig tilfreds med, at der i Folketinget er bred enighed om, at vi nu skal undersøge muligheden for at etablere et mellemlager nærmere. For mig at se er det den helt rigtige løsning. Nu lægger vi slutdepotsporet på hylden og koncentrerer os om mellemlagerløsningen,« siger han i en pressemeddelelse.

Med et mellemlager vil det radioaktive affald kunne blive opbevaret midlertidigt i op til 100 år.

Ministerens partifælle sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) uddyber, at et mellemlager vil give fordelen af den teknologiske udvikling.

»Siden 2003, hvor vi var enige om at gå efter et slutdepot, har vi undersøgt tingene. Nu har vi fået nogle analyser og rapporter, der siger, at vi kan lave et godt og sikkert mellemlager i Danmark,« siger han og uddyber:

»I Socialdemokraterne vægter vi meget, at der i løbet af de næste årtier kan komme teknologiske løsninger, som kan være os behjælpelig med håndtering af det her affald, som kræver meget stor sikkerhed.«

Det næste års tid skal mulighederne for et mellemlager undersøges, og så skal partierne mødes igen, for at afgøre hvor og hvordan mellemlagret skal opføres. Samtidig skal muligheden for at eksportere det lav- og mellemaktive affald fra Risø også undersøges.

»Jeg tror, at der kommer muligheder for, at vi inden for EU kan lave nogle aftaler, der gør, at vi kan komme af med det mellemradioaktive affald, vi har,« siger Flemming Møller Mortensen og kalder det endnu en af fordelene ved at vælge et mellemlager.

En rapport, som Dansk Dekommissionering og De Nationale Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har udarbejdet, vurderer, at etableringen og driften af et mellemlager vil udgøre en »betragtelig udgift for det danske samfund«. Men Nick Hækkerup understreger, at det ikke er pengene, der skal afgøre sagen.

»Jeg er optaget af, at vi finder en løsning, som danskerne kan være helt trygge ved,« siger han.

Danmarks atomaffald, der blandt andet stammer fra sundhedssektoren, forskning og industrien, bliver i dag opbevaret på et lager i Forskningscenter Risø.

Powered by Labrador CMS