Enhedslisten truer regeringen: Vil vælte Corydon

Enhedslisten truer med at vælte finansminister Bjarne Corydon (S) – og dermed bringe regeringens liv i fare. Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhedslisten er klar til at vælte finansminister Bjarne Corydon om Dong-salg, siger finansordfører Frank Aaen.

Enhedslisten vil vælte finansminister Bjarne Corydon (S) og SR-regeringen, hvis han ikke lader Folketingets finansudvalg se de tilbud, han fik, før han sidste år solgte en aktiepost i Dong til investeringsbanken Goldman Sachs og pensionsselskaberne ATP og PFA.

Det siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen før et samråd 2. juni med Bjarne Corydon i finansudvalget. Corydon afviser at lade finansudvalget se andre tilbud.

– Vi prøver i første omgang at få lov at se disse dokumenter. Hvis regeringen sidder det overhørig, at Folketingets flertal har en holdning til disse ting, så er det regeringens ansvar. Så vil den falde, men vi håber, at den kommer til fornuft, siger Frank Aaen.

Støttes af blå blok

I Politiken støttes et mistillidsvotum af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, og Venstres finansordfører, Peter Christensen. Men det er ingen gratis omgang, siger Frank Aaen.

– Venstre skal ikke bare sige, at de gerne vil vælte en finansminister. Det vil de altid, når det ikke er deres egen. De skal sige ja til, at de regler, vi søger at stadfæste i dette forløb, også gælder en kommende regering, fastslår Frank Aaen.

Selv om Folketingets præsidium kritiserer, at Bjarne Corydon ikke vil lade finansudvalget se dokumenterne, så står han fast. Finansministeriet må generelt ikke afvise at give Folketinget indsigt, men der er “særlige og tungtvejende omstændigheder”, skriver han.

– Det vil simpelt hen være at bryde med den fortrolighed, vi har med de parter, der er involveret i processen, og det vil i sidste ende ramme os økonomisk og gøre det dyrere for skatteborgerne i en lignende situation ude i fremtiden, skriver ministeren.

Frank Aaen finder Corydons afslag “meget alvorligt”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS