Enhedslisten skuffet over Liberal Alliance

Enhedslisten er skuffede over LA i sag om Irak-kommissionen. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der lyder kun halvhjertede klapsalver fra i den modsatte side af folketingssalen over, at Liberal Alliance vil have Irak- og Afghanistankommissionens dokumenter offentliggjort.

På den ene side vil Enhedslisten gerne rose regeringens støtteparti for at stå fast på åbenhed.

»Jo mere åbenhed om hvad der foregik under Irakkrigen, jo bedre. Og derfor er det da positivt, hvis Liberal Alliance vil medvirke til, at de her dokumenter ikke skal ligge og samle støv på Rigsarkivet de næste 20 år, før offentligheden får adgang til dem,« siger Pelle Dragsted (Ø), der er finansordfører og medlem af Enhedslistens gruppeledelse.

Men på den anden side er venstrefløjspartiet dybt forundret over, at LA har været med til at nedlægge kommissionen.

»Det er rigtig rigtig ærgerligt, at Liberal Alliance lader regering nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Det er en magtarrogance, som jeg ikke havde troet, at Liberal Alliance ville acceptere,« siger Pelle Dragsted, der understreger, at Enhedslisten aldrig ville have accepteret, at en regering, de havde bragt til magten, optrådte med »sådan en arrogance«.

Liberal Alliance har på intet tidspunkt støttet oprettelsen af Irak- og Afghanistankommissionen, men alligevel burde partiet lade den gøre sit arbejde færdigt, mener Enhedslisten.

»Jeg kender egentlig Liberal Alliance som et parti, der lægger meget vægt på åbenhed og demokratiske forhold, og derfor er det besynderligt, at de accepterer den administrative lukning af en undersøgelseskommission,« siger Pelle Dragsted.

Powered by Labrador CMS