Enhedslisten ekskluderer partimedlem

Enhedslisten ændrede i december i sine vedtægter, for at det skulle være nemmere at ekskludere medlemmer

Offentliggjort

Enhedslisten ekskluderer medlem for partiskadelige udtalelser

Enhedslisten har ekskluderet et medlem fra partiet efter vedtægtsændringer, der blev vedtaget i december for at lette eksklusionsprocessen. Beslutningen blev truffet af hovedbestyrelsen på baggrund af udtalelser, der blev betragtet som skadelige for partiet.

Det tidligere medlem, Esben Søvang Maaløe, delte sin eksklusion på Facebook og betragtede det som en 'duelighedsmedalje'. Eksklusionen sker i kølvandet på en intern krise og uenigheder om partiets holdning til Hamas' angreb på Israel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Enhedslisten ændrede i december partiets vedtægter om eksklusion, så det fremover skulle være nemmere for hovedbestyrelsen at ekskludere medlemmer.

Det har partiet mandag aften gjort brug af.

Det oplyser Rasmus Holme Nielsen i et skriftligt svar til Ritzau. Han er ansvarlig for forretningsudvalget og medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

En personsag 

Et nu tidligere medlem er blevet ekskluderet af partiets hovedbestyrelse for "partiskadelig virksomhed i forbindelse med udtalelser, der er i modstrid med Enhedslistens politik", lyder det fra Rasmus Holme Nielsen.

- Den beslutning er truffet i forlængelse af de meget klare vedtagelser, som Enhedslistens medlemmer besluttede på det ekstraordinære årsmøde i december, skriver han.

Da der er tale om en personsag, har han ikke yderligere kommentar.

Tidligere partimedlem står frem 

På det sociale medie Facebook er det nu tidligere partimedlem og medlem af partifraktionen Rødt Venstre Esben Søvang Maaløe ikke tilbageholden for at fortælle, at han er blevet ekskluderet.

- Jeg er lige blevet ekskluderet af Enhedslisten. Jeg betragter det som en duelighedsmedalje, skriver han.

Ændringen af partiets vedtægter skete ved et ekstraordinært årsmøde i december. Det var indkaldt af et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse efter længere tids uro i kølvandet på Hamas-angrebet 7. oktober 2023 på Israel.

Enhedslisten ændrede i sine vedtægter for ekskludering af medlemmer ved et ekstraordinært årsmøde i december. Det var indkaldt af et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse efter længere tids uro i kølvandet på Hamas-angrebet 7. oktober 2023 på Israel.

Ret til oprør 

Fraktionen Rødt Venstre mente, at det var problematisk at kalde angrebet - hvor knap syv ud af ti dræbte var civile - for en terroraktion.

For selv om fraktionen tager afstand fra drab på civile, har palæstinenserne ret til at gøre oprør mod besætterne, lød det.

På årsmødet blev Rødt Venstre stemplet som "partiskadelig", og Hamas' angreb mod Israel var et "terrorangreb", ifølge partiet.

Partiskadelige udtalelser 

I opslaget på Facebook har Esben Søvang Maaløe vedhæftet et billede, hvor der fremgår en begrundelse for ekskluderingen.

Her lyder det, at han er udelukket fra partiet, da hovedbestyrelsen opfatter udtalelser til pressen 15. december - dagen efter årsmødet - som partiskadelige.

- Partiet har gennem en længere periode været i en alvorlig krise og under en voldsom mediebevågenhed. Årsmødet havde til hensigt både at afklare og skabe ro i offentligheden, lyder det i forklaringen, som det tidligere partimedlem har delt.

Derudover tilføjes det også, at det har været en "skærpende omstændighed, at medlemmet ikke har villet indgå i dialog med" hverken forretningsudvalget eller hovedbestyrelsen i partiet, fremgår det.

Powered by Labrador CMS