Enhedslisten: Dårlig ide med forbud mod Hizb ut-Tahrir

Foto: Claus Bech/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir har har igen vakt opsigt, denne gang med en række kontroversielle udtalelser i forbindelse med terrorangrebene i København.

Men selv om man kan have lyst til at forbyde foreningen, løser det ikke problemet, mener Enhedslisten, der ikke støtter regeringens ønske om at undersøge muligheden for at tvangsopløse Hizb ut-Tahrir.

»Jeg har fuld sympati for ønsket om at komme af med de her højreekstremistiske, fanatiske holdninger, som præger en organisation som Hizb ut-Tahrir. Jeg tror bare ikke, man kan forbyde sig ud af det,« siger restordfører Pernille Skipper (Ø).

Justitsminister Mette Frederiksen (S) have Rigsadvokaten til at undersøge, om det er muligt at forbyde foreningen i Danmark, skriver Politiken. Det bakker flere partier op om, heriblandt Liberal Alliance, SF og Dansk Folkeparti. Det har tidligere fremgået af Politiken, at Enhedslisten også støtter forslaget, men det er ikke korrekt, siger retsordføreren, der understreger, at forbud ikke er vejen frem.

»De holdninger, der præger Hizb ut-Tahrir, forsvinder ikke ved, at man forbyder foreningen. Det skal tackles med ord, argumenter og mere demokrati. Det står vi fast på, om det så gælder det danske nazistparti,« siger Pernille Skipper.

Hun nævner desuden, at der bør forebygges med undervisning i demokrati i folkeskolen og oprettelse af alternative fællesskaber. Dem, som forebyggelsen ikke kan nå, bliver der taget hånd om med straffeloven.

Retsordføreren frygter ikke, at det kan ses som en blåstempling af Hizb ut-Tahrir, at foreningen eksisterer synligt og lovligt.

»Nu har vi ikke tradition i Danmark for, at foreningsfrihed er lig med en blåstempling af alle de holdninger, der er i vores samfund. Vi har heller aldrig forsøgt at lukke nazistiske partier eller foreninger, fordi vi traditionelt altid har sagt, at foreningsfrihed gælder alle holdninger. Udemokratiske holdninger møder vi med mere demokrati,« siger Pernille Skipper.

Hizb ut-Tahrir er allerede blevet forbudt i en række europæiske lande.

Powered by Labrador CMS