Enhedslisten: Borgerlige sætter liv på spil med fartforslag
Enhedslisten kritiserer borgerlige partier skarpt for at ville hæve fartgrænser på landevejene
De fire borgerlige partier skal ikke regne med Enhedslistens støtte, når de fredag fremlægger et forslag om at hæve fartgrænserne på landeveje til 90 kilometer i timen og motortrafikveje til 100 kilometer i timen.
Farten dræber, understreger trafikordfører Henning Hyllested (Ø), der kalder forslaget »hul i hovedet«.
»De borgerlige henviser til, at både veje og biler er blevet mere sikre gennem årene. Ja, netop. Så hvorfor sætte den gevinst over styr,« spørger han i en skriftlig kommentar.
»Det er ærgerligt, at det borgerlige Danmark nu vil gamble med færdselssikkerheden og ødelægge den fine udvikling, vi har haft i Danmark, hvor antallet af ulykker med alvorligt tilskadekomne og døde er faldet drastisk over årene,« siger Henning Hyllested.
Han er også fortørnet over, at Socialdemokraterne ifølge Jyllands-Posten er positivt stemt over for forslaget.
»Det kan vist kun tages som udtryk for valgfeber, når transportordfører Rasmus Prehn (S) er åben for flere af højrefløjens idéer,« siger Enhedslistens ordfører.
»Der er lige blevet investeret i 75 nye fotovogne til politiets fartkontrol. Lad nu det øgede kontroltryk virke. Så vil vi se en jævn trafikafvikling på vores landeveje på 80 kilometer i timen. Og undgå flere alvorligt tilskadekomne og døde som følge af for høj fart,« siger Henning Hyllested.
Udover at hæve hastighedsgrænserne på lande- og motortrafikveje foreslår de borgerligere partier også, at det skal være lovligt at køre 100 kilometer i timen med campingvogn eller trailer på motorvejen.