Engelsk spiller: Danmark er inspirerende

Harry Maguire har stor respekt for Danmark og fremhæver Kasper Schmeichel som en af de vigtigste spillere

Harry Maguire har rosende ord til Danmark før onsdagens EM-semifinale.
Harry Maguire har rosende ord til Danmark før onsdagens EM-semifinale.
Offentliggjort Sidst opdateret

De danske landsholdsspillere har været på en følelsesmæssig rutsjebanetur under EM, og det er ikke gået ubemærket hen i den engelske lejr.

Der er sket meget fra Christian Eriksens kollaps i den allerførste kamp og frem til nu, hvor Danmark har kvalificeret sig til EM-semifinalen mod England.

Den engelske forsvarsspiller Harry Maguire er imponeret af danskernes måde at håndtere situationen på.

- Deres rejse har været meget inspirerende, siger han på et pressemøde mandag.

Han fortæller, at de engelske spilleres tanker har været hos Christian Eriksen i den første del af turneringen, men nu handler det om at stå imod den resterende danske landsholdstrup.

- Det er et godt hold. Det har de bevist i flere år. Det er det højst rangerede mandskab, som vi hidtil har spillet imod under EM.

- De har store ledere og stor erfaring. Vi ved, det bliver svært, men vi er meget fokuserede på os selv, siger Harry Maguire.

Den vigtigste spiller

Han kan dog ikke slippe udenom spørgsmål om Danmarks spillere. Den 28-årige Manchester United-spiller har en fortid i Leicester, hvor han spillede sammen med Kasper Schmeichel, som han har stor respekt for.

- Han er en af deres vigtigste spillere. Han er fantastisk. I de sidste par år har hans niveau været utroligt. Han er en stor spiller og leder, siger Harry Maguire.

England får et hav af tilskuere i ryggen på Wembley i London til onsdagens semifinale, og det glæder Harry Maguire, men han slår samtidig fast, at det handler om at fokusere på spillet på banen.

Tror mere på det 

England skal nemlig forsøge at overgå sin præstation fra VM i 2018, hvor Kroatien agerede stopklods i semifinalen.

- Vi har nok lidt mere tro på det den her gang. Dengang havde vi ikke været i en semifinale i lang tid, så vores selvtillid var ikke den samme.

- Nederlaget i VM-semifinalen gjorde ondt, så vi skal sikre, at vi står med en positiv følelse efter onsdagens kamp, siger Harry Maguire.

England og Danmark ramler sammen på Wembley onsdag klokken 21.00.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS