Engell: Rød aftale er vigtigt politisk signal

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Finansloven flytter ikke meget, men sender et vigtigt politisk signal, mener politisk kommentator Hans Engell.

Finanslovens store vinder er finansminister Bjarne Corydon (S). Han fik det meste af regeringens politik med dagpengereformen uskadt igennem. Det vigtigste er, at den røde blok kunne enes.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell om regeringens finanslov for 2015 med SF og Enhedslisten.

– Men det bliver ikke en aftale, som overhovedet flytter stemmer fra blå til rød blok. Det er jeg fuldstændig sikker på, siger Hans Engell og tilføjer:

– Det allervigtigste ved finansloven er det politiske signal. På kanten af et folketingsvalg kunne man trods alt demonstrere, at centrum-venstre kan levere et resultat. Men indholdet af aftalen er ikke voldsomt stort.

– Partilederne har leveret solidt politisk håndværk, siger Hans Engell.

Han påpeger, at venstrefløjen fik ikke forlænget dagpengene over to år eller forkortet genoptjeningen til et halvt år trods store anstrengelser. SF fik kontantydelse for langtidsledige, mens Enhedslisten fik sløjfet gensidig forsørgerpligt for folk på kontanthjælp, siger han.

– Samtidig måtte partierne acceptere, at der hentes et ganske stort beløb på ulandsbistanden.

Havde Enhedslisten ikke indgået aftalen, havde partiet spillet sig helt udenfor politisk indflydelse, mener Hans Engell.

Han understreger, at den radikale leder, økonomiminister Morten Østergaard, i forhandlingerne har vist, at han står ligeså stejlt som sin forgænger, Margrethe Vestager.

– Morten Østergaard har vist sig at være lige så benhård som Margrethe Vestager. Han har bestemt heller ikke solgt ud. Derfor sagde (SF’s formand) Pia Olsen Dyhr i en sidebemærkning til ham, at De Radikale har været en spærre på dagpengeområdet, siger Hans Engell.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS