Endte i Landsretten: Tog strømmen fra naboerne
En beboer i et rækkehus kappede ledningen til den fælles strømforsyning. Nu har Højesteret afsagt dom i sagen
Citathistorie: TV2 Lorry.
Da en beboer i et rækkehus på Østerbro i vinteren 2020 kappede ledningen til kvarterets fælles strømforsyning, blev det begyndelsen på en større nabostrid.
Nu har Højesteret afsagt dom i sagen og slået fast, at den fælles forsyningsledning ikke måtte fjernes.
Det skriver TV 2 Lorry.
Ledninger gennem huset
Sagen handler om en række byggeforeningshuse på Krusemyntegade i København.
Her ligger det yderste af rækkehusene ud mod Kronprinsessegade, og det er herfra, hele rækken af huse får elektricitet via et strømskab på gaden. Ledningerne går fra skabet gennem det yderste hus og videre til de øvrige beboere.
Da ejeren af det yderste hus fandt den store samling ledninger generende, ønskede han, at strømmen i stedet blev trukket ud på gaden. Derfor forsøgte han at forhandle med naboer og grundejerforening.
Byretten sagde ja
Men det lykkedes ikke at nå til enighed, hvorfor man gik rettens vej.
Sagen kom først i byretten, hvor manden i enderækkehuset fik lov til at afbryde strømmen. Dermed gjorde han, som han allerede havde bebudet, og naboerne stod nu uden varme, strøm, internet og telefon.
Landsretten sagde nej
Grundejerforeningen tog herefter sagen videre i Østre Landsret, hvor den fik fuldt medhold. Landsretten pålagde grundejeren, der havde taget strømmen, til at genetablere strøm samt tv- og internetforsyningen til beboerne på Krusemyntegade. Hertil fik grundejeren i enderækkehuset forbud mod at afbryde forbindelserne igen.
Nu er stridigheden afgjort i Højesteretten, hvor der nu er sat et punktum i sagen: Fællesledningen må ikke fjernes, og den skal fortsat kunne forsyne de øvrige beboere, hvis den bliver flyttet, lyder dommen.
Lean Milo, der er beboer i et af rækkehusene, kan derfor ånde lettet op:
– Det er en kæmpe lettelse på mange måder. Vi har holdt vejret. En ting er kroner og øre i sagen, en anden ting er den følelse man har, når ens hus pludselig er lagt ned uden el og bredbånd. Så finder man lige pludselig ud af, hvor vigtige de to forsyninger er, siger han til TV 2 Lorry.
Kan ikke fjernes
Dommen fastslår, at i alle tilfælde, hvor der er en fælles forsyningsledning, kan man ikke fjerne den. Ledningen kan dog flyttes, således at den stadig forsyner de øvrige beboere. Dette skal grundejeren, der ønsker ledningen flyttet selv betale for.
TV 2 Lorry har været i kontakt med ejeren på enderækkehuset, som accepterer Højesterettens afgørelse.
Han mener, at han længe havde forsøgt at skabe dialog i grundejerforeningen, og er tilfreds med afgørelsen, der betyder, at han har lov til at flytte fællesledningen, som før var synlig i hans bolig.