Endnu fire navne klar til Fed Fredag
Tivoli Friheden i Aarhus offentliggør nu endnu fire navne til årets Fede Fredage.
Endnu fire navne bliver nu offentliggjort til Fede Fredage i Friheden i Aarhus. Det er Burhan G, Shaka Loveless, Joey Moe og TopGunn.
Burhan G
Burhan G fik sit helt store gennembrud i 2010 med sit første album på dansk, og har siden turneret de danske musikscener med alle sine hits som ”Jeg Vil Ha’ Dig For Mig Selv”, ”Din Forevigt”, og ”Kalder Mig Hjem”.
Derudover har han arbejdet sammen med nogen af de dygtigste kunstnere i Danmark, nemlig ”Mest Ondt” med Medina, ”Tættere på Himlen” med Nik & Jay og nyeste succes ”Karma” med L.O.C. Stortalentet med de tyrkisk-kurdiske rødder forstår sig på at lave lækker musik.
Shaka Loveless
Et af de allerstørste navne på den danske dancehall/reggae-scene har taget Danmark med storm med hits som ”Tomgang”, ”Ikke Mere Tid” og ”2 Mod Verden”. Shaka Loveless er en intens liveperformer og skal for første gang optræde på Friluftsscenen i Friheden til en Fed Fredag.
Joey Moe
Joey Moe er indbegrebet af dansk pop og r&b. Han debuterede med sit første album i 2006 og har p.t. hele 6 album på bagen. Han har optrådt i TV2’s ”Toppen af Poppen” og de fleste kan synge med på ”Yo-Yo”, ”Million” og ”Gi’ Mig”.
I 2012 da Joey Moe sidst optrådte til Fed Fredag i Friheden, var der 11.000 gæster.
TopGunn
Endnu en debut på Frihedens Fed Fredags program. Den unge kunstner stod bag et af de største hits i 2014 i form af ”Kongens Have”, hvor han viste sig fra sin mest følsomme side. Han kan dog både være fræk og festlig med sangtekster som ”Man kan ikke stole på en pige med en lille røv”.
De giver koncert til Fed Fredag
– Outlandish d. 24. april
– Shaka Loveless d. 1. maj
– Barbara Moleko d. 8. maj
– Joey Moe d. 29. maj
– Marie Key d. 5. juni
– Burhan G d. 26. juni
– TopGunn d. 24. juli