Endnu fem tiltalt for byggekartel

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Fem yderligere firmaer bliver nu tiltalt i stor kartelsag.

Endnu fem virksomheder bliver nu tiltalt for at være en del af et større byggekartel i Storkøbenhavn, der ulovligt har koordineret deres bud på offentlige og private byggerier.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – bedre kendt som Bagmandspolitiet – har onsdag rejst tiltale mod Skou Gruppen A/S, Juul & Nielsen A/S, Dahl A/S (tidligere PPE Entreprise A/S), Handelsselskabet af 4.7.2011 A/S (tidligere Axel Rasmussen & Søn A/S) samt E.K. Entreprise A/S.

Bøder i millionklassen

33 virksomheder er allerede blevet sigtet i sagen, som handler om ulovlige aftaler om priser på byggerier til en samlet værdi af mellem 400 og 500 millioner kroner. Der er givet bøder i millionklassen til virksomhederne, og derudover har ledende medarbejdere i virksomhederne fået bøder på op til 25.000 kroner.

I alt har 17 virksomheder i det storkøbenhavnske byggekartel fået bøder på over 27 millioner kroner.

»Vi er nu ved at være ved vejs ende i efterforskning og vurdering af sagskomplekset, hvor en stribe firmaer har indgået ulovlige prisaftaler til stor skade for kunderne og for samfundet,« siger specialanklager Niels Kjærsgaard fra SØIK i en kommentar.

Seks virksomheder undersøges fortsat

Endnu seks virksomheder er fortsat ved at blive undersøgt af anklagemyndigheden, som forventer at have afklaret, om de også bliver sigtet, »i løbet af kort tid«.

Tiltalen mod Julius Nielsen & Søn A/S ventes at bortfalde, hvis virksomheden fortsat samarbejder med myndighederne under sagen.

Fire virksomheder er gået konkurs og vil derfor ikke blive en del af straffesagen. Det er Jöhnsson A/S, Hellerup Byg A/S, Otto P. Nedergaard A/S og Bisgaard Malerfirma ApS, oplyser anklagemyndigheden.

Powered by Labrador CMS