Endnu en stigning i coronatilfælde i Danmark
Yderligere 161 personer er konstateret smittet.
For første gang er flere end 8000 personer blevet testet for coronavirus på et enkelt døgn.
Mere præcist er 8156 personer blevet testet fra onsdag til torsdag. Dermed er der to dage i træk sat ny rekord for antallet af testede på et døgn.
Det oplyser Statens Serum Institut.
Der er dog en lille usikkerhed forbundet med antallet af testede. Det skyldes, at opgørelsen ikke omfatter test, hvor der endnu ikke foreligger testsvar, eller hvor testsvaret ikke er entydigt.
I alt 116.621 personer er samlet set blevet testet for coronavirus i Danmark.
Af dem er i alt 8073 blevet testet positiv, heraf er 161 testet positiv det seneste døgn.
Det samlede dødstal er oppe på 384.
Mere end 5000 raske igen
Over 5000 af dem, der er bekræftet smittet, har overstået infektionen igen. Det vil sige, at de ikke er hverken indlagt på sygehuset eller er døde 14 dage efter den positive virustest.
Det reelle antal smittede i befolkningen vurderes at være langt højere, da langtfra alle med symptomer hidtil er blevet testet.
Tirsdag ændrede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer, så mange flere fremover skal testes for coronavirus.
Allerede fra tirsdag kunne personer med blot lette symptomer blive testet.
Flere skal testes
Fra slutningen af april kan også personer uden symptomer begynde at blive testet.
Det gælder blandt andet patienter, som skal indlægges på sygehus i mere end et døgn, eller personer, der bor eller arbejder på et bosted eller et plejecenter, hvor der er konstateret smitte.
Planen er derefter “snarest” at begynde at teste personer uden symptomer, der har været i nær kontakt med en person, der er bekræftet smittet.
Personer uden symptomer skal blandt andet testes i de hvide telte, der siden sidste uge er begyndt at blive sat op flere steder i landet.
I teltene holder det nyoprettede Testcenter Danmark til. Der skal testes op mod 20.000 personer dagligt alene i teltene.
Hvor mange er smittet med coronavirus
Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.
Undgå coronavirus
Der er flere ting, du kan gøre brug af som præventive midler for at mindske risikoen for at blive smittet med virussen.
WHO opfordrer alle til at vaske hændergrundigt både med vand og sæbe, men også med desinficerende midler. Når du nyser eller hoster, skal du holde dig for munden eller næsen med albuen eller papir, derefter skal du smide papiret væk og vaske hænder.
For at undgå smitten skal du holde dig fra personer, der har feber eller hoster. Hvis du selv oplever feber, hoste eller besværet vejtrækning, der kan være symptomer på coronavirus 2019-nCoV, skal du søge læge.
Da smitten formentlig er opstået på et marked med levende dyr, bør man undgå sådanne markeder. Ligesom man heller ikke skal indtage rå produkter, der stammer fra dyr.