Endnu en mand fængslet for knivoverfald på bandemedlem

To mænd sidder nu fængslet for et knivstikkeri i København. Politiet mener at vide, hvem den tredje er.

Fredag i sidste uge blev et medlem af banden Loyal To Familia stukket med kniv og trampet i hovedet. Nu sidder to af de formodede gerningsmænd bag tremmer, og politiet mener at vide, hvem den tredje deltager i overfaldet var. Foto: Scanpix/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag 14. juli kunne Newsbreak.dk fortælle om et knivstikkeri på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Nu er der sket en udvikling i sagen.

En 19-årig mand er i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet til 15. august, sigtet for at have deltaget i et overfald på et medlem af banden Loyal To Familia (LTF).

Tirsdag blev en anden mand fængslet i sagen, mens den tredje formodede gerningsmand fortsat er på fri fod. Politiet mener dog at vide, hvem han er.

På Frederikssundsvej stiger tre mænd ud af en bil og henvender sig til en 19-årig mand, der kommer gående på fortovet.

Stukket tre gange

De taler lidt sammen, og kort efter bliver den 19-årige stukket to gange i låret og en gang i ballen. Han falder ned på jorden, hvorefter en af de tre mænd tramper på hans ansigt, så han får en flænge i baghovedet.

Efter overfaldet springer de tre personer ind i bilen igen og flygter fra stedet.

Mandag blev en 23-årig mand anholdt i sagen, og dagen efter blev han varetægtsfængslet til 15. august. Og fredag lykkedes det så politiet at anholde den 19-årige.

Ifølge Steffen Thaaning Steffensen er motivet til knivoverfaldet sandsynligvis “noget bandefnidder”.

Overblik over skud- og knivepisoder i bandekrig

* 20. juli: Der bliver anmeldt skud i området ved Mjølnerparken. Vidner fortæller politiet, at to personer kom kørende på motorcykel og affyrede skud. Der er ingen anholdte, og tilsyneladende er ingen ramt.

* 19. juli: Der bliver skudt ved Krakas Plads på Nørrebro nær Haraldsgade. I en hæk finder politiet en pistol med skarpe skud. Ingen er anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.

* 18. juli: En mand bliver snittet overfladisk med en kniv på Tomsgårdsvej i Nordvest. Ingen er anholdt.

* 18. juli: Der er skyderi nær Tingbjerg Skole – ingen bliver ramt, ingen er anholdt.

* 18. juli: Der bliver skudt i Mjølnerparken – ingen bliver ramt, og ingen er anholdt.

* 14. juli: En mand bliver stukket to gange i låret og en gang i ballen på Frederikssundsvej. Han bliver af tre mænd trampet i ansigtet. En 23-årig og en 19-årig er fængslet for grov vold. Politiet mener at vide, hvem den tredje er.

* 14. juli: Der er et skyderi på Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.

* 12. juli: Et medlem af banden Loyal to Familia bliver stukket med en kniv på Mosevej. Politiet eftersøger en navngiven person for at stå bag.

* 16. juni: Ukendte personer affyrer skud fra en en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Intet tyder på, at nogen er ramt. Der er heller ingen anholdt.

* 13. juni: På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer flere skud mod gruppen.

* 13. juni: Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.

* 12. juni: Der er meldinger om skud på Amager. Ingen bliver anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.

– Den 19-årige er medlem af LTF. Og de andre er fra en anden gruppering. Det handler nok om, at man skal tisse nogle territorier af, lød det forleden fra politikommissæren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS