Annonce
Endnu en helikopter er styrtet ned i Norge
Dagen efter helikopterulykken nær Bergen er en ny helikopter styrtet ned i Norge. Ingen er kommet til skade.
En helikopter af typen AS-350 er lørdag eftermiddag styrtet ned i kommunen Hå i Jæren i Norge. Det oplyser en norsk redningscentral ifølge nyhedsbureauet NTB.
Der var to mennesker om bord, og begge formåede selv at kravle ud af det havarerede skrog.
Ifølge sundhedspersonale på nedstyrtningsstedet er de to passagerer uskadte.
Annonce
Ulykken skete klokken 12.25.
Fredag styrtede en helikopter med 13 mennesker om bord ned ved Turøy ud for Bergen. Alle formodes at være døde, mens eftersøgningen pågår i og omkring nedstyrtningsstedet.
Helikopteren, der styrtede i havet fredag, var en såkaldt Super Puma af typen EC225L. Selskabet bag, Airbus, har lørdag indstillet al flyvning med disse typer helikoptere, og de er det, der kaldes “grounded”.