Endelig: Nu kan aarhusianere betale med andet end mønter
Midttrafik åbner fra i dag op for mobilbetaling i virksomhedens busser.
Indtil i dag har det ikke altid været lige let at skulle med en af Aarhus’ gule bybusser, hvis du ikke var typen, der rendte rundt med en stak tyvere i lommen. Busserne har i årevis kun accepteret betaling i form af mønter, og klip i form af pap, men i dag har Midttrafik meddelt, at deres nye applikation til smartphones er lanceret, til Apple- og Androidtelefoner.
– Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde kunderne en mobilbetalingsløsning. Mange kunder har efterlyst muligheden for at betale med telefonen, fordi de oplever, det vil gøre deres rejse nemmere, fortæller vicedirektør Mette Julbo i en pressemeddelelse.
Klippekort og enkeltbilletter er nu digitale
Midttrafik app er gratis at bruge, og den kan kobles til dit betalingskort eller forbindes med MobilePay. Når det er på plads, kan du købe enkeltbiletter og klippekort digitalt. Klippekortet koster det samme og har samme tidsgyldighed som det klippekort, du kan købe i pap. Du kan også købe biletter til forskellige former for attraktioner og arrangementer, eksempelvis Djurs Sommerland, Grøn Koncert og Smukfest.
I forbindelse med udviklingen af den nye app, har Midttrafik haft fokus på også at hjælpe de kunder, der ikke har en smartphone. De har mulighed for at købe de samme biletter, som man kan få i den nye app, og printe dem ud hjemmefra. De slipper altså også for at sikre sig, at de har småpenge med, når de skal til at gå hjemmefra.
Med indførelsen af Midttrafik app skal kunderne også sige farvel til det velkendte klippekort af pap. Salget af disse kort stopper 15. august 2016, mens kunderne har mulighed for at bruge af deres sidste klip frem til 15. januar 2017.