Endelig målsætning i Rio: Ti danske OL-medaljer

En måned før OL fastholder Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark målsætningen på ti medaljer.

Kajakroeren René Holten Poulsen, der er regerende verdensmester på 1000-meteren, har gode chancer for at hente en medalje i Rio. (Arkivfoto). Foto: Erik Refner/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De danske OL-atleter skal hente ti medaljer i Rio, hvis de i august skal leve op til Danmarks officielle målsætning.

En måned før OL oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark i en fælles pressemeddelelse, at man fastholder tidligere udmeldinger om, at danske atleter skal hente ti medaljer i den brasilianske storby.

– Det er en yderst ambitiøs, men også realistisk målsætning, siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s chef de mission.

– Det vil være en historisk bedrift, idet Danmark ikke har vundet mere end ni medaljer ved et OL siden 1948 i London.

– Vores atleter har tårnhøj kvalitet, og forberedelserne i forbundene er så grundige og professionelle, at vi kan melde den målsætning ud, siger Rodtwitt i pressemeddelelsen.

DIF og Team Danmark forventer, at de største chancer for dansk metal er inden for badminton, brydning, cykling, håndbold, kajak, roning, sejlsport og svømning.

– Det er unikt for et land af Danmarks størrelse, at vi har medaljepotentiale i så mange forskellige discipliner, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen.

Danmark stiller som minimum med 119 atleter fordelt på 16 sportsgrene i Rio.

For fire år siden vandt Danmark ni medaljer i London med et OL-hold bestående af 112 danske atleter.

Sommerens OL begynder 5. august og slutter 16 dage senere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS