Endelig: Indgår aftale
Overgangen, når Storbritannien forlader EU's indre marked, bliver lettere, da parterne har landet en aftale.
Med blot syv dage til klippekanten, når følgerne af Storbritanniens skilsmisse med EU efter nytår bliver kontant virkelighed, har parterne juleaftensdag indgået en aftale om handel og det fremtidige forhold.
Det sker efter ti måneders forhandlinger, hvor fremskridt i de første mange måneder sneglede sig frem.
I december kom der skub i processen, efter at den britiske premierminister, Boris Johnson, forgæves havde forsøgt at splitte EU og forhandle direkte med enkelte EU-lande.
– Vi kan omsider lægge brexit bag os. Nu kan EU komme videre, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Hun kalder det en “fair og balanceret aftale”, der vil tjene begge sider. Storbritannien vil fortsat være en “betroet partner”, understreger von der Leyen.
Aftalen skal godkendes, og det britiske underhus ventes at kunne stemme om den 28. december, bare tre dage inden at Storbritannien forlader EU-regler.
Det er ventet, at aftalen vil få midlertidig virkning fra 1. januar, da EU-Parlamentet, som også skal stemme om den, først ventes at gøre dette efter nytår. Også EU-landene får travlt med at læse de totusind sider.
Med aftalen sikres en mere blid overgang for handlen, når knap tre årtiers britisk deltagelse i EU’s indre marked ophører. Der er også indgået aftale om en lang række andre forhold, der vil lette overgangen.
Toldmur til nytår
Der er tale om en begrænset handelsaftale. Mindre omfattende end mange virksomheder havde håbet på. Den sikrer dog told- og afgiftsfri varehandel. Men ikke tjenesteydelser.
Trods aftalen om toldfri varehandel vil der efter 1. januar være en toldmur med omfattende kontrol. Disse besværligheder kan parterne senere arbejde på at lempe.
– Vi har taget kontrollen tilbage over vores penge, grænser, love, handel og vores fiskefarvande. Aftalen er fantastiske nyheder for vores familier og virksomheder i hele Storbritannien, skriver premierminister Boris Johnsons kontor.
Johnson lægger stor vægt på, at briterne nu, som et snævert flertal stemte for i 2016, slipper for EU-regler og ikke længere skal være underlagt EU-Domstolens afgørelser.