Endelig: Butik fik ram på lille bæst

Efter en ugelang kamp mellem en snu rotte og en rottefænger i en Circle K-butik, har rotten endelig kapituleret

Den snu rotte endte med at tabe kampen mod rottefængeren.
Den snu rotte endte med at tabe kampen mod rottefængeren.
Offentliggjort Sidst opdateret

En rotte har drevet gæk med en sagesløs rottefænger i en Circle K-butik i Aarhus-bydelen Højbjerg i flere uger. Imens har butikken været nødt til holde lukket

Men tirsdag lykkedes det langt om længe rottefængeren at få ram på den langhalede gnaver. 

- Rotten blev først fanget i går. Den blev fundet død, efter den havde spist noget rottegift, fortæller Kirsten Grumstrup, som er pressekontakt hos Circle K, til Newsbreak.dk.

- Vi har hele tiden vidst, at rotten var på vores lager, for vi har kunnet følge dens færden via et overvågningskamera. Men det har vist sig at være en snu rotte, der har gemt sig bag reoler, kasser og lignende, fortsætter hun.

Rottehund, gift og fælder

Rotten har været på spil på Circle K-butikkens lager igen, igen og igen. Den har gnavet sig igennem både murværk og skumsisolering.

Rottefængeren har ellers rullet det helt store kavaleri ud med henblik på at bekæmpe det lille bæst. 

- Der har været en rottehund ude på lageret, der er blevet lagt rottegift ud og sat rottefælder op. Så skadedyrsbekæmperen har taget forskellige midler i brug, fortæller Kirsten Grumstrup. 

Rotten har faktisk gnasket adskillige portioner rottegift i sig. Men det har ikke været nok til at tage livet af den. Indtil nu. 

Gnaveren endte med at fortære så meget gift, at den har tabt kampen mod rottefængeren. 

Ikke en rotterede fuld 

Ifølge Circkle K's pressekontakt er det kun én ihærdig rotte, som har været på færde - og den har udelukkende huseret på butikkens lager. 

- Vi er ret sikre på, at der kun er tale om én rotte og ikke en hel rede fuld, lyder det. 

Cirkle K, som ligger på hjørnet af Rosenvangs Allé og L. A. Rings Vej, har været midlertidigt lukket ned ad flere omgange. I denne omgang har butikken været lukket siden den 3. januar. 

- Nu forventer vi at genåbne om 48 timer, når butikken er blevet gjort grundigt rent. Lageret skal rengøres, renses og sprittes af, så der ikke længere er spor efter rotten, oplyser Kirsten Grumstrup.

Dyr affære

Det har kostet Circle K dyrt at have uønsket besøg af rotten i så lang tid. Der er blevet brugt penge på at reparere de skader, som rotten har forårsaget, og på skadedyrsbekæmpelse. 

Men ikke nok med det, så er butikken gået glip af omsætningen. 

- Vi har ikke har haft nogen omsætning, imens vi har holdt lukket. Det er i forvejen dyrt at holde en butik kørende, og når man så ikke tjener penge men stadig skal aflønne medarbejdere, så er det selvfølgelig omkostningstungt, forklarer Kirsten Grumstrup, der ikke kan komme ind på, hvad det beløber sig til. 

Powered by Labrador CMS