Endelig: Aarhus-festival præsenterer MEGA-navn

Det er lykkedes aarhusianske Northside Festival at skrive kontrakt med engelske Radiohead.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er otte år siden, at engelske Radiohead senest gav koncert i Danmark, og siden har flere festivaler forsøgt at booke megabandet. Det er nu lykkedes for aarhusianske Northside, skriver festivalen i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

– Vi er stolte og beærede over, at Radiohead har sagt ja til at spille på NorthSide til sommer. De er det perfekte band som hovednavn på vores plakat, og dagens offentliggørelse er kulminationen på flere års hårdt arbejde. Det er en drøm, som her går i opfyldelse for os, og vi glæder os helt vanvittigt meget til at kunne dele den med vores publikum til sommer, siger talsmand John Fogde.

Får dispensation

For nu at slå det fast med ekstra store søm, så er der tale om en helt særlig booking af Radiohead. Der er tale om et scoop af olympiske dimensioner, og festivalen giver således baghjul til Roskilde Festival, der i flere år har fået på puklen over ikke at annoncere det eksperimenterende band.

Netop af den årsag giver Aarhus Kommune en helt ekstraordinær tilladelse til, at Radiohead lukker festivalen natten mellem den 11. og 12. juni 2017.

– NorthSide i sig selv og i særdeles en afslutningskoncert med Radiohead er stærke bidrag til at styrke byens internationale musikprofil. Så jeg glæder mig ikke kun på vegne af musikbyen Aarhus, men også fordi sådanne store events i byen er med til at understøtte byens vækst, udvikling og turisme. Det er også baggrunden for, at vi i kommunens eventforum har givet en dispensation til, at Radiohead må spille lidt længere end normalt natten mellem den 11. og 12. juni, siger borgmester Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.

Bandet udgav sin debutplade, “Pablo Honey” i 1992. Blandt øvrige albums finder man blandt andet “OK Computer”, “Kid A” og “In Rainbows”, og senest udgav bandet “A Moon Shaped Pool” tidligere i år.

Powered by Labrador CMS