En varm kartoffel i EU: Mindsteløn til chauffører kan koste dyrt
Frankrig støtter tysk krav om mindsteløn på transportområdet, men erhvervslivet frygter, at det kan blive dyrt
Mindsteløn til chauffører i transportbranchen er blevet en varm kartoffel over det meste af Europa, efter at Tyskland tidligere på året besluttede, at chauffører, der kører på landets veje, skal betales mindst 8,5 euro i timen af deres arbejdsgivere.
Det svarer til den tyske mindsteløn.
Spørgsmålet er således også på dagsordenen, når transportminister Magnus Heunicke (S) tirsdag efter planen mødes med sin tyske kollega. Det oplyser han ifølge Børsen i et svar til Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorensen.
Frankrig har i kølvandet på Tysklands nye lovgivning også krævet en mindsteløn på transportområdet. Den skal ligge på 9,61 euro i timen.
Ifølge franskmændene kan det være med til at stoppe social dumping, men DI Transport mener, at det er et meget bekymrende signal.
– En konsekvens af de her forskellige foranstaltninger er, at man sender en ganske stor regning til det øvrige erhvervsliv for deres transporter.
– Så det her er en regning, der ender på bordet hos det europæiske erhvervsliv, som kæmper med at skabe vækst og beskæftigelse, siger DI Transports direktør, Michael Svane, til Børsen.
Debatten om mindsteløn er også nået uden for EU. I Norge kræver Norges Lastebileier-Forbund (NLF), at Norge også indfører mindsteløn for at hindre underbetalt arbejdskraft fra især Østeuropa.
– Vi ser dog, at der hentes chauffører fra både Sydamerika og Asien, så problemet vil fortsætte med at brede sig, hvis der ikke gøres noget, siger NLS’s direktør Geir A. Mo til avisen Nationen.
Han henviser til, at der allerede er indført mindsteløn inden for brancher som byggeri, fiskeri og landbrug.
Tysklands krav om mindsteløn gælder for chauffører, der kører lastbil internt eller til og fra landet med varer.
EU-Kommissionen er dog gået ind i sagen og har bedt Tyskland om at svare på en række spørgsmål om lovligheden af mindsteløn på transportområdet.
Tyskland skal senest svare 6. marts, hvorefter EU-Kommissionen vil tage stilling til, om de tyske regler overtræder EU’s regler for arbejdskræftens frie bevægelighed.
Tyskland har allerede lempet en smule på reglerne i forhold til det oprindelige forslag, så de nu ikke gælder for transitkørsel i landet.
/ritzau/