Én type skolemad kan gøre stor forskel
Flere danske partier vil have konverteret viden til politisk handling.
Sundere skolebørn, der er mere motiverede for at lære. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt norsk studie, der har undersøgt, hvad et gratis frokostmåltid i skoletiden kan gøre for børnene. Det skriver Fagbladet 3F.
– Mange mennesker har troet, at gratis skolemad kan give en mere lige social virkning, men der har ikke været nogen norsk forskning, der har bevist det før nu, siger forsker og projektleder Frøydis Vik fra Universitet i Adger (UIA) til mediet NRK.
Forskerne bag studiet har i et år observeret tre skoleklasser af 10-12-årige, der har fået serveret gratis brød, pålæg, frugt og grøntsager til frokost. Studiet viser også, at et gratis skolemåltid, som følger de norske kostråd, har en socialt udjævnende effekt blandt elever med kortuddannede forældre.
Undersøgelsen er en del af det såkaldte ‘skolemadsprojekt’ i Norge, som undersøger, i hvilket omfang et dagligt frokostmåltid kan have indflydelse på læringsmiljøet, motivation for læring og vægtudvikling. Det er især elever, der har forældre med korte uddannelser, som så spiser sundere, når de får gratis skolemad.
Den gratis skolemad har umiddelbart ingen indflydelse på de elever, hvis forældre er højtuddannede, viser studiet.
Øget fattigdom spiller ind
Tidligere på året lavede Fagbladet 3F en rundringning til 49 danske folkeskoler. På 25 af skolerne svarede ledelsen, at flere elever møder sultne op eller uden madpakke.
I Danmark er der også lavet lignende studier, men Ph.D og seniorforsker Dorte Ruge mener sagtens at man kan bruge det norske studie til at sige noget om, hvordan det forholder sig i Danmark.
– Vi har her på University College Lillebælt (UCL) indikationer på tilsvarende resultater i et 2-årigt skolemadsprojekt i Danmark. De tyder på, at elever fra udsatte familier i højere grad udviklede handlekompetence indenfor mad og sundhed, siger Dorte Ruge.
– Det er to rige lande overordnet set, samtidig med at vi har en ret stor stigende ulighed, selvom landene samtidig er blevet rigere. Den øgede fattigdom spiller også ind på, hvad for noget mad børnene får, siger hun.
Seniorforskeren mener i den grad, at det kan betale sig at indføre gratis frokostordning i landets folkeskoler, fordi det på længere sigt vil gøre samfundet rigere, siger hun. Selvom ordningen i sig selv vil være dyr at indføre.
– Der er så mange fordele ved det, både til at reducere ulighed i sundhed men også i forhold til læring. Det ved vi fra andre undersøgelser. At de to elementer hænger sammen, siger Dorte Ruge.
Partier vil have handling
Både hos Enhedslisten og i SF er det et af partiernes helt store drømmescenarier for folkeskolen, at man indfører gratis frokostordning i landets skoler.
– På mange måder viser det her studie, hvor stort et potentiale der er, hvis man sætter ind og hjælper de børn, der kommer fra udsatte hjem. Det er en offentlig hemmelighed, men nu står det klart, at der faktisk er rigtig mange penge at spare på sigt, ved at investere tidligt i børn, men også at man kan hæve børnenes livskvalitet, ved at sørge for at de får noget mad. Det er jo helt basalt, siger børne- og undervisningsordfører Jakob Mark (SF) om undersøgelsens resultater.
SF-ordføreren anerkender, at det vil være dyrt at indføre gratis frokostordning i alle landets folkeskoler, men partiet vil have sat en forsøgsordning i gang:
– SF kommer til at foreslå en forsøgsordning, og det sagde vi allerede før valget.
Artiklen fortsætter under videoen
Børne- og undervisningsordføreren i Enhedslisten, Jakob Sølvhøj, betvivler heller ikke, at der vil være meget store fordele ved at indføre gratis frokost i folkeskolerne. Partiet vil på linje med SF foreslå en forsøgsordning.
– For Enhedslisten er der ingen tvivl om, at der både i forhold til sundhed og indlæring, vil være meget store fordele i vi indfører obligatorisk skolemad.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra børne- og undervisningsordfører Jens Joel (S), men ordføreren er ikke vendt tilbage. I maj måned lød det fra den tidligere uddannelsesordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at man i Socialdemokratiet ikke mener, at statsligt bestemt frokost er en løsning.