En svinestreg mod familien Helmig

At Rasmus Paludan er et gennemført ubehageligt menneske er ingen nyhed. 

Men at han i en dyb tragedie kan trampe så ufølsomt rundt, som han har gjort i forbindelse med Hugo Helmigs død, er helt ubegribeligt.

Få dage efter at Hugo døde, omtalte Paludan dødsfaldet på Frihedens Stemme. Det skete fem dage før den hårdt ramte familie officielt bekræftede dødsfaldet.

Hvor ynkeligt og hvor dybt kan man som menneske falde? Åbenbart langt...

Alle store redaktioner i Danmark kendte til dødsfaldet. Alle tav om det af respekt for familien og den ubærlige situation. Alle journalister ventede på en officiel bekræftelse, som så kom fredag.

- Skal nyheder ikke ud omgående? Som udgangspunkt skal de.

Der var som sådan ingen fejl i artiklen i Frihedens Stemme. Dødsfaldet blev bekræftet gennem en søgning i CPR-registeret. Hugo Helmig var en kendt person. Hvad er så problemet?

Det presseetiske problem er ganske enkelt, at Hugo Helmig havde trukket sig officielt tilbage. Han ønskede et liv i stilhed.

Han var angst og magtede til sidst hverken scene-livet eller livet som sådan.  Netop fordi han ikke bar skyggen af  gyldne kæder, er der ingen som helst begrundelse for at bringe oplysninger om hans død, før familien bekræfter.

Hugo var og er elsket af sine fans. Men som sådan var han i offentlig sammenhæng helt uden betydning. 

Heldigvis stod en samlet dansk presse sammen og opførte sig ordentligt. Det er ikke noget at være stolt over. Det burde være en selvfølge.

Familien har ikke oplyst dødsårsagen. Men vi ved, at Hugo Helmig forsøgte at begå selvmord for kort tid siden. Alle alarmklokker burde have ringet hos Paludan. Den eneste alarm der gik af, var muligheden for at få lidt ekstra opmærksomhed. 

Og den greb Rasmus Paludan i en usmagelig og selvsmurt iscenesættelse af sig selv.

Hugo Helmig blev 24 år. Lad ham nu hvile i den fred, han selv ønskede.