En person dræbt i skudangreb
Politiet oplyser, at en person er dræbt ved skyderi i København, mens tre politibetjente er såret
En mand er dræbt, og tre politibetjente er såret efter skyderi på Østerbro. Politiet jagter to gerningsmænd, oplyser politiet i en pressemeddelelse til Ritzau.
Den dræbte person er en 40-årig civil mand, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Blandebjerg fra Københavns Politi ved et kort pressemøde på gerningsstedet. Han oplyser også, at de sårede betjentes tilstand ikke er kritisk.
Der er blevet affyret en stor mængde skud ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Der blev holdt et debatarrangement om kunst, blasfemi og ytringsfrihed på Krudttønden, da skuddene blev affyret.
Ved arrangementet deltog blandt andre den franske ambassadør, der talte om udfordringer med islamisme og ytringsfrihed. Derudover deltog den svenske kunstner Lars Vilks, der står bag en tegning af Muhammed som en hund. Ingen af de to er kommet noget til.