En noget anderledes parkering foran Rema 1000

Købmand Torben Hansen fik sig torsdag noget af en overraskelse, da han mødte på job.

Offentliggjort Sidst opdateret

Købmand i Rema 1000 på Sophienborgs Allé i Hillerød, Torben Hansen, fik sig torsdag morgen noget af en overraskelse.

Da han kører ind på butikkens parkeringsplads blev han mødt af et syn, der sikkert går længe, inden han glemmer det igen: Ovenpå forretningens skur til indkøbsvognene stod der en bil – pænt placeret.

– Det var sådan 1. april-agtigt og jeg måtte gnide mig en ekstra gang i øjnene, siger Torben Hansen til Newsbreak.dk.

– Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at trække på smilebåndet, siger han videre.

Men, sådan et skur er hverken beregnet eller bygget til at parkere på, så den nu vågne købmand ringede til politiet og måtte forsøge at overbevise etaten om, at den altså var god nok.

– De spurgte nu flere gange, om jeg var helt sikker, griner Torben Hansen i telefonen.

Købmanden syntes dog, at det var så sjovt, at han lagde et billede og et opslag op på forretningens Facebookside – og på den måde kunne han også advare kunder om, at man skulle holde sig væk fra skuret. Det blev dog ikke helt nødvendigt, Nordsjællands Politi dukkede nemlig op på stedet.

– Tror nu ikke de betjente, der skulle bevogte bilen, syntes det var så sjovt igen, siger Torben Hansen.

Løftet op med kranvogn

Købmanden fik kigget på overvågningsbåndene fra parkeringspladsen.

– Det var en bil, der holdt på pladsen, og så kommer der en slags kranvogn og løfter den derop, siger Torben Hansen.

Stort tilløbsstykke

Købmanden rekvirerede selv en kranvogn til at få bilen ned igen – hvilket blev et større tilløbsstykke.

– Jeg tror, der var omkring 50 personer. En bus fra en institution kom forbi. Og tilbage igen med flere, der skulle se bilen løftes ned, siger en tydeligt fornøjelig Torben Hansen.

Ifølge Ekstra Bladet var det ballade mellem en mand og en kvinde, der udløste den aparte placering af bilen.

– Der er tale om en uoverensstemmelse, hvor den ene er blevet sur på den anden, og så har den ene lige taget den andens bil og sat op på taget der, fordi så kan de lære det, har Henrik Suhr, pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, udtalt til bladet.

Bilen kom ned igen omkring klokken 11.30.

Opslaget fra Rema 1000 kan du se HER.

Powered by Labrador CMS