En million danskere bliver ramt
Det koster penge for en stor gruppe helt almindelige danskere, hvis Lars Løkkes skatteplan føres ud i livet, vurderer tænketanken Cepos
Får Moderaterne med Lars Lykke i spidsen magt, som de har agt, så kommer det til at blive en dyr fornøjelse for over én million danskere.
De kommer nemlig ifølge tænketanken Cepos til at betale gildet.
CEPOS har på Finansministeriets familietypemodel beregnet effekterne af Løkkes skatteplan. I beregningerne er indregnet effekter af både lønsumsafgift, afskaffelse af topskat, den nye 'top-topskat' (bortfald af personfradrag) samt effekter af lavere selskabsskat.
- Løkke gav ved lanceringen af skatteplanen indtryk af, at en almindelig lønmodtager enten vil få en skattelettelse eller uændret skat af skatteplanen. Men det er helt forkert. Vores beregninger på Finansministeriets familietypemodel viser, at Løkkes skatteplan vil medføre et tab på 10.300 kroner årligt for en typisk arbejderfamilie. Det skyldes primært, at arbejderfamilien rammes af Løkkes nye lønsumsafgift på 3,2 procent, for der vil ikke gå lang tid, før lønsumsafgiften overvæltes på lønmodtagerne i form af lavere lønninger, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
Over en million
Bundlinjen er, at det ender med at være lønmodtagerne, der rammes af lønsumsafgiften, uanset at det i første omgang er virksomhederne, der skal betale den.
Personer mellem ca. 380.000 kroner og ca. 700.000 kroner taber stort set alle på reformen.
Det vil sige, at over en million danskere taber på Løkkes reform. Den store middelklasse betaler for Løkkes reform.