En dukkert kan være livsfarlig i tordenvejr

Det er vigtigt, at man ikke er i vandet, når det lyner og tordner, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.

Sommervejret skifter. Men er du på stranden, når vejret ændrer sig fra solskin til lyn og torden, skal du passe på. Klik videre og læs tips til, hvordan du skal handle, hvis du er i den situation. Foto: Scanpix
Sommervejret skifter. Men er du på stranden, når vejret ændrer sig fra solskin til lyn og torden, skal du passe på. Klik videre og læs tips til, hvordan du skal handle, hvis du er i den situation. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den seneste uges sommervejr har fået mange mennesker til at besøge de danske strande. Desværre må vi erkende, at det danske sommervejr er lidt på retræte denne uge.

Ind imellem de grå skyer, er der dog stadig glimt af solskin, som kan få folk tilbage på stranden. Skulle du planlægge en strandtur i de kommende dage, skal du være opmærksom på risikoen for lyn og torden.

I galleriet ovenfor kan du læse gode råd til, hvordan du skal handle, hvis du befinder dig på en strand i tordenvejr.

Ikke i vandet

Hvis lyn og torden rammer, mens man er i bølgen blå, skal man skynde sig op af vandet, lyder anbefalingen fra TrygFonden Kystlivredning.

– Det er vigtigt, at man ikke er i vandet, når der er lyn og torden, siger Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning og fortsætter:

– Vandet kan godt lede strømmen. Så hvis lynet slår ned 100 meter fra en, så kan man stadig godt få strøm igennem sig.

Leder strømmen

Der er ikke større sandsynlighed for, at lyn slår ned i vand end på land. Men vandets salte og mineraler fungerer som strømledere. Et kraftigt lyn kan derfor slå en person, der befinder sig i vand, ihjel, selv om lynet slår ned 100 meter væk.

Når det lyner og tordner, er det ikke blot i vandet, at man skal være forsigtig. Det gælder også på land. Iwersen anbefaler, at man søger indenfor eller ind i en bil, hvis det er muligt.

Så lille som muligt

Har du ikke mulighed for at søge indendøre, så skal du ikke begå fejlen at søge ly under høje genstande.

– Man skal ikke gå ind under et træ eller andre genstande, der rager op, siger han.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Det er egentlig bedre at gøre det modsatte.

– Det er faktisk bedst at gøre sig så lille så mulig. At krybe sammen kan være en god idé, hvis man er på en helt åben strand og ikke kan søge ind i en bil, siger han.

Tjek flaget

Besøger man en strand med livreddere har man mulighed for at søge informationer hos dem og det flag, som de hejser i toppen af livreddertårnet.

– Hvis der er tordenvejr og lynnedslag i området, så vil livredderne sætte det røde flag og advare de folk, der er på stranden, og bede dem om at komme op af vandet, siger Michael Iwersen.

Modsat det røde flag signalerer livreddernes rød-gule flag, at der er almindelige badeforhold. Er flaget derimod gult signalerer det, at man skal være særlig opmærksom på et fænomen som for eksempel fralandsvind.

Powered by Labrador CMS