Emilie Meng-sagen: Forsvundne spor dukket op
Nu her politiet fundet forsvundet teledata.
Den dengang 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 Korsør efter en bytur i Slagelse.
Juleaftensdag blev hendes lig fundet nær ved Borup.
Siden har sagen – sidst i DR-serien om Emilie Meng – fået stor bevågenhed. Det samme har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis rolle.
Blandt andet omkring forsvundne teledata. Men nu lader det til, der er nyt i sagen.
Det skriver Politiken.
Artiklen fortsætter under videoen
Efterforskere slog alarm i november 2018, da der manglede teledata i sagen om drabet på Emilie Meng. Rigspolitiet opdagede dog ikke systemfejlen, før der tre måneder senere blev fundet fejl i sagen om den knivdræbte Louise Borglit.
Det har Politiken tidligere skrevet. Tre af hinanden uafhængige kilder tæt på forløbet bekræftede det over for Politiken.
Artiklen fortsætter under videoen
Centrale kilder i blandt andet politiet oplyser, at teleteknikere i november 2018 som led i en ekstraordinær gennemgang af sagen om drabet på Emilie Meng konstaterede store mangler i det materiale om potentielle gerningsmænds aktivitet i telenettet, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde modtaget fra Rigspolitiet.
Omkring det mulige gerningstidspunkt havde politiet i et såkaldt “mastesug indhentet data om aktive telefoner i området, men de tekniske eksperter opdagede, at der var over en times hul i datamaterialet”.
Nu kan Politiken oplyse, at de manglende data er fundet.
– Det betyder, at al rådata altså er tilgået efterforskningen af drabet på Emilie Meng, siger kommunikationsdirektør i Rigspolitiet Anders Frandsen til avisen.
Om det kan have haft indflydelse på den endnu uopklarede sag, ønsker Anders Frandsen dog ikke at svare på.
– Detaljerede oplysninger om politiets efterforskning kan give gerningsmanden et indblik, som i værste fald vil kunne besværliggøre efterforskningen, siger han.
Kritik af politiet
Politiet tager efterforskningen af drabet på Emilie Meng meget alvorlig. Det har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere oplyst i en pressemeddelelse, efter at kredsen har været udsat for kritik.
Den seneste omgang kritik bliver rettet mod politikredsen i en dokumentarserie på DR.
Politiet erkender også, at sagen ikke blev efterforsket som et drab i begyndelsen.
– Det er rigtigt, at politiet – på baggrund af de dengang foreliggende oplysninger – i den helt indledende fase, vurderede, at sagen drejede sig om en eftersøgningssag.
– Det medførte, at visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen, hvilket ville være sket, hvis vi havde vurderet sagen anderledes, skriver politiet i pressemeddelelsen.
– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi tager Emilie Meng-sagen meget alvorligt, skriver politiet videre.
Sagen om Emilie Meng
17-årige Emilie Meng forsvandt 10. juli 2016. Hendes lig blev fundet et halvt år senere. Men selv om politiet tre år senere ikke har pågrebet en gerningsmand, betyder det ikke, at drabet ikke efterforskes. Tvært imod.
– Vi har afsat omfattende ressourcer til efterforskningen, og vi gør alt, hvad vi kan, for at finde frem til gerningsmanden bag en meget tragisk forbrydelse, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.