Emilie Meng blev fundet død for tre år siden
Sagen er fortsat uopklaret.

I dag er det tre år siden, at Emilie Meng blev fundet død. Hun forsvandt 10. juli 2016 fra Korsør Station, og hun blev fundet 24. december ved Regnemarks Bakke ved Borup, 60 kilometer fra Korsør Station.
25. december meddelte Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde, at det var Emilie Meng, der var blevet fundet død af en borger. Man fortalte også, at Emilie Meng havde været udsat for en forbrydelse.
Artiklen fortsætter under videoen
Siden har politiet ikke uddybet baggrunden for den teori, og Emilie Mengs drabsmand er stadig på fri fod.
Politiet er generelt tilbageholdende med informationer om sagen, men alligevel har 2019 været et år, hvor offentligheden lærte meget mere om, hvad der skete i tiden op til, og tiden efter, Emilie Meng forsvandt.
Sagen er ikke lukket
Officielt efterforskes sagen stadig af politiet, og i efteråret 2019 skrev politiet i en pressemeddelelse, at der er afsat omfattende ressourcer til efterforskningen.
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde frem til gerningsmanden bag en meget tragisk forbrydelse, skrev politiet.
Hvor 2019 ikke har været et år, hvor politiet meldte meget nyt ud om sagen om Emilie Meng, er der til gengæld blandt andet blevet sendt to to TV-dokumentarer om sagen, af henholdsvis DR og Kanal 5.
DR-dokumentaren fik faktisk politiet til at komme med en indrømmelse, mens politiet ikke ønskede at kommentere på Kanal 5-dokumentaren “Forbrydelser der rystede Danmark”.
Da Emilie Meng forsvandt
Netop Kanal 5-dokumentaren fokuserede blandt andet på den nat, Emilie Meng forsvandt, og i den forbindelse talte Newsbreak.dk med Nicole Gundtoft. Hun var en af de sidste personer, der så Emilie Meng i live, på Korsør Station 10. juli 2016 omkring 04.00.
Nicole Gundtoft og Emilie Meng havde været i byen i Slagelse sammen med to andre venner, og da de ankom til Korsør Station besluttede Nicole Gundtoft sig for at tage en taxa med to af de andre. Emilie Meng afslog tilbuddet om at komme med. Hun ville hellere gå hjem, og kort herefter forsvandt hun fra Korsør, for siden først at blive fundet fem måneder senere.

Nicole Gundtoft har fortalt, at hun deltog i dokumentaren, fordi hun håber, at sagen bliver opklaret. Da Newsbreak.dk talte med hende, sagde hun i øvrigt, at hun er helt sikker på, at Emilie Meng ikke kendte den person, der dræbte hende.
– Fordi hun er en fantastisk person, og jeg tror, at alle, der har mødt hende, ved, hvor fantastisk hun er. Det var nok bare en person, der er kørt forbi og har tænkt, hun er flot, og hun er ung og tog hende væk fra os. Hvis Emilies morder aldrig bliver fundet, kommer det til at knuse mit hjerte, for hun fortjener den retfærdighed, at morderen bliver fundet, sagde Nicole Gundtoft til Newsbreak.dk
Politiets forkerte fokus
Mens Kanal 5-dokumentaren altså ikke fik politiet til at melde noget nyt ud om efterforskningen af sagen, var det noget andet, da DR gik i luften med deres dokumentar i efteråret 2019.
Her kom det frem, at politiet i den indledende fase, i sommeren 2016, arbejdede ud fra den teori, at Emilie Meng var forsvundet af egen fri vilje. Og det førte til, at politiet udsendte en pressemeddelelse, hvor man kom med en indrømmelse.
– Det medførte, at visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen, hvilket ville være sket, hvis vi havde vurderet sagen anderledes, skrev politiet i en pressemeddelelse, der blev offentliggjort i forbindelse med, at DR viste første afsnit 7. oktober i Emilie Meng – en efterforskning går galt
Politiet har ikke meldt noget ud om, hvad det er er for efterforskningsskridt, man ikke tog, men i DR-dokumentaren kigger man blandt andet på videoovervågning, mistænkte personer og politiets fokus på en mand, bosiddende i Korsør, der fik sit hjem ransaget igen og igen, fordi en nabo var overbevist om, at han gemte Emilie Meng et sted. Det gjorde han ikke.
En uopklaret drabssag
Det er uvist, hvad politiet specifikt gør i dag for at opklare Emilie Meng-sagen.
I december 2017 gjorde politiet det klart, at man ikke agter at kommentere på efterforskningen, hvis ikke man har noget konkret at sige.
I oktober 2019 fik man en anelse mere indblik i politiets arbejde med sagen, da politiet kommenterede på DR-dokumentaren.
Dengang fremgik det af politiet, at man ikke ønsker at stille op til interviews og komme med flere detaljer om sagen, da det kan komme gerningsmanden til gode.
– Informationer, som kan give gerningsmanden indblik i vores efterforskning, vil derfor i værste fald kunne besværliggøre denne yderligere, skrev politiet.
Et af de sidste, reelle, gennembrud, politiet har haft i sagen, er fra sommeren 2017. Dengang efterlyste politiet en helt specifik bil, der kørte fra parkeringspladsen ved, og rundt om, Korsør Station om natten 10. juli 2016.

Politiet fik en ekspert fra udlandet til at gennemgå videoen, og det førte til, at bilen blev efterlyst. Der er formentlig tale om en Huyndai i30, men om bilen har forbindelse til sagen eller ej, det er altså uvist.
I efteråret 2016 blev området ved Regnemarks Bakke afspærret igen efter en tør og varm sommer, der gav eksperterne mulighed for at lede efter nye spor. Det kom i efteråret også frem, at der er nedsat en særlig gruppe af efterforskere, der arbejder med at gennemgå alt det materiale, politiet har indsamlet i forbindelse med sagen. Det er også uvist, hvordan det står til med det arbejde.
Hvordan kan du hjælpe politiet?
Status på Emilie Meng-sagen er derfor på mange måder nedslående.
Det er endnu uvist, hvem der dræbte hende, og det er usikkert, om offentligheden nogensinde får svar på det spørgsmål.
Hvis man mener, at man besidder viden, der kan bidrage til, at sagen bliver opklaret, kan man kontakte Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på 114.