EM, Tour de France og OL giver konflikter
Især kvinder er ikke vilde med udsigten til den store sportssommer.
Der er lagt op til knas, irritation og konflikter i de danske hjem, når EM i fodbold, Tour de France og OL denne sommer dominerer den danske sendeflade. Det skriver Søndagsavisen.
Hele 41 procent af danskerne angiver nemlig i en YouGov-undersøgelse, at de mange sportstimer i tv vil give anledning irritation og skænderier i hjemmet.
– Det er en gammel traver. Partneren sidder foran skærmen og prioriterer sporten, og den prioritering føles pludselig meget udtalt, når han sidder og ser fodbold, cykling og OL hele dagen, siger Martin Østergaard, der er praktiserende parterapeut, til Søndagsavisen.
Kvinder negative over for stor mængde sport
Det er især kvinder, der ikke er vilde med udsigten til den store sportssommer. Hele 34 procent af kvinderne er decideret negative over den store mængde sport i tv, mens det kun er 20 procent af mændene. Martin Østergaard opfordrer dog kvinderne til at tage det i stiv arm og udnytte muligheden.
– Jeg siger ikke, man skal blive sportsfan, men mænd bliver altså glade, hvis partneren kommer ind med en kop kaffe eller en skål chips og spørger lidt ind og hygger sig. Han vil oftest lyse helt op, og på den måde kan det også være gavnligt for parforholdet, siger han.
Sportssommeren består først af EM, der kører fra den 10. juni til den 10. juli, mens Tour de France kører fra den 2. juli til den 24. juli. OL fylder de danske tv-skærme mellem den 5. og 21. august.