EM: Sverige tæt på semifinale efter sejr

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Sveriges håndboldkvinder slog Slovakiet og kan sikre sig semifinaleplads med mindst uafgjort mod Montenegro.

Sveriges håndboldkvinder med træner Helle Thomsen i spidsen er bare et enkelt point fra at avancere til semifinalerne ved EM i Ungarn og Kroatien.

Tirsdag stillede holdet op som klar favorit mod Slovakiet og havde ingen problemer med at leve op til værdigheden.

Sveriges sejr kom til at lyde på 31-22, og dermed er holdet stadig ubesejret i turneringen.

Allerede i første halvleg bragte svenskerne sig komfortabelt foran og kunne gå til pausen med 17-11.

Den føring var aldrig i nærheden af at smuldre. I stedet blev den udbygget i slutfasen, så cifrene lød på ni overskydende mål.

Sejren bringer Sverige i front for mellemrunde 2 med syv point for fire kampe. Montenegro og Holland er noteret for henholdsvis seks og fem point.

I tirsdagens sene kamp var Frankrig favorit mod Tyskland, men måtte nøjes med 24-24 og har også fem point inden den sidste runde onsdag.

Her skal Sverige ud i en skæbnekamp mod Montenegro. Med mindst uafgjort holder svenskerne den forsvarende europamester, Montenegro, bag sig og er sikker på at nå semifinalerne.

Men selv i tilfælde af nederlag har Sverige chancen for at avancere, men så afhænger skæbnen af mødet mellem Holland og Frankrig.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS