EM-målmand fravælger udlandet for at være amatør
En professionel kontrakt i udlandet er ikke attraktiv for Stina Lykke, der hellere vil være amatør i Kolding.
Den danske landsholdsmålmand Stina Lykke har i flere år prøvet at udleve udlandsdrømmen i Sverige og Tyskland.
Selvom det lyder tillokkende at blive betalt for at spille fodbold i udlandet, så har Danmarks 31-årige EM-keeper valgt at blive amatør i den hjemlige liga hos Kolding Q.
– Jeg havde mulighed for at fortsætte i Tyskland og kontraktmuligheder, dengang jeg tog hjem. Jeg har også løbende hørt fra klubber fra udlandet, der har spurgt ind.
– Men jeg er ikke god på fodboldbanen, hvis jeg er langt væk fra min familie og mit netværk.
– Jeg fungerer ikke, hvis jeg kun har fodbolden og ikke har andet ved siden af, siger Stina Lykke, der søndag leverede flere pragtredninger i Danmarks 1-0-sejr over Belgien ved EM.
Sidste år tog Lykke alligevel mod et tilbud, da hun fik kontrakt hos Kristianstad i den stærke svenske liga.
Tilbage i Danmark
Men nu er målmanden tilbage i dansk fodbold, hvor hun sikkert bliver resten af karrieren.
– For mig står valget mellem udlandet og kun at have fodbold – eller være i Danmark og have en presset hverdag, men som et plus være tæt på familie og venner.
– Det har jeg så valgt, og det gør mig bedst på banen, forklarer hun.
– Hvis jeg sammenligner mig med Pernille Harder i Wolfsburg, så passer det hende godt at spille fodbold og have lidt golf ved siden af. Det trives hun godt i, og der er vi så forskellige, siger Stina Lykke.
Får ikke løn i Kolding
Mens hun tidligere har fået en mindre, men fast månedsløn for at spille fodbold, bliver målmanden ikke betalt i Kolding Q.
Det betyder, at Stina Lykke skal finde en anden indtægt. Hverdagen er ekstra presset, da hun også studerer fysioterapi.
– Hvis det var muligt at gå ned på deltidsstudium, så gjorde jeg det for at kunne fokusere mere på fodbolden. Det er bare ikke muligt.
– Jeg har heller ikke mere SU tilbage, så det er der, jeg står, siger hun.
Studiejob
Det er lige nu et studiejob, der får økonomien til hænge sammen, så målmanden kan betale sine regninger.
Det vigtige studiejob kan hun dog ikke passe under det igangværende EM i Holland, og derfor dækker Dansk Boldspil-Union (DBU) den tabte arbejdsfortjeneste.
Næste opgave for Stina Lykke og det danske kvindelandshold er de hollandske EM-værter, der venter på torsdag i Rotterdam.
Holland åbnede turneringen med en 1-0-sejr over Norge i gruppe A. Dermed har Danmark og Holland hver tre point. Belgien og Norge har nul.
De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
/ritzau/