Elviras sag er afgjort

Den 26-årige realitystjerne har fået sin sag afgjort ved retten i Dubai

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Elvira Pitzner, kendt fra 'Diamantfamilien', er blevet frikendt for anklager om utroskab i Dubai.

Hendes ekskæreste anklagede hende og Mortada Haddad for utroskab, hvilket de begge nægtede.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Realitystjernen Elvira Pitzner er blevet frikendt for utroskab i Dubai. Det samme er hendes ven, Mortada Haddad.

Det siger deres forsvarer, Noura Taysser, til Ekstra Bladet, efter at de er kommet ud af retten i Dubai onsdag formiddag lokal tid.

Vil ikke udtale sig

På spørgsmålet om, hvornår Pitzner og Haddad kan få deres pas tilbage og forlade Dubai, lyder svaret fra advokaten ifølge Ekstra Bladet "soon (snart, red.)".

Ekstra Bladet skriver, at hverken advokaten eller de to involverede ønsker at udtale sig yderligere. Det skyldes hensyn til proceduren i sagen.

Blev løsladt

Men de vil udsende en meddelelse, når der er styr på dommens detaljer, skriver Ekstra Bladet.

Elvira Pitzner, som blandt andet er kendt fra tv-programmet "Diamantfamilien", blev i begyndelsen af december fængslet i Dubai.

Hun blev senere løsladt mod kaution, men hun har ikke kunnet rejse ud af landet, da hendes pas blev inddraget.

Anklaget for utroskab

Det er reality-stjernens iranske ekskæreste - bokseren Milad Saadati - der har anklaget hende for utroskab.

Han har påstået, at Elvira Pitzner og Mortada Haddad er kærester, men det har de to nægtet.

B.T. har tidligere set dokumentation for, at Milad Saadati og Elvira Pitzner blev islamisk gift i 2021.

Nævnt for justitsminister

Med et islamisk ægteskab underlægger man sig sharialoven. I De Forenede Arabiske Emirater betyder det, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab.

Den 20. december 2023 fortalte justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Ekstra Bladet, at han havde nævnt sagen om Elvira Pitzner for den emiraternes justitsminister.

På mødet nævnte Hummelgaard, at Pitzner-sagen fylder meget i Danmark.

Skrev på Instagram

Derudover sagde han til Ekstra Bladet, at han og den emiratiske minister "fik delt nogle oplysninger, der forhåbentlig kan være med til at gøre, at den lokale anklagemyndighed i Dubai får fremmet sagen".

Længe var der stille hos den 26-årige reality-stjerne selv, men i midten af januar skrev hun på det sociale medie Instagram, at hun havde været naiv.

- Det er pinligt at indse, hvor godtroende og naiv, jeg har været på flere planer, og det er et faktum, jeg hver dag lever med, lød det blandt andet.

Powered by Labrador CMS