Ella køber sveskegrød – men i pakken er der to mobiltelefoner

Ella Larsen fik sig noget af en overraskelse, da hun åbnede en pakke med sveskegrød. Inde i den lå to mobiltelefoner.

Det var ikke sveskegrød Ella Larsen fandt i pakken – derimod to mobiltelefoner. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 89-årige Ella Larsen fra Hobro var en tur hos den lokale købmand for at købe en pakke sveskegrød.

Det blev dog ikke helt til en hyggelig dag med ske og tallerken, som sikkert var planlagt – i pakken var der nemlig ikke megen grød. Til gengæld lå der to mobiltelefoner.

 

– Det må jeg nok sige! Akkurat sådan sagde jeg, siger Ella Larsen til tv2nord.dk.

Hos købmanden i Hobro, hvor grøden er købt, har man ikke ønsket at udtale sig til tv2nord.dk om det mærkelig fund, men henviser til Dagrofa, som står for sveskegrøden.

Her er man lige så overrasket som Ella.

– Vi vil gerne understrege, at der ikke kan være tale om en fejl under produktionen af grøden. Derudover har købmanden været i kontakt med politiet, som efterforsker sagen om, hvordan to mobiltelefoner kan være havnet i denne pakke sveskegrød, siger kommunikationsmedarbejder i Dagrofa, Maria Noel til tv2nord.dk.

Politiet undersøger sagen

Ella Larsen har kontaktet Nordjyllands Politi, som efterfølgende har hentet pakken med telefonerne.

– Det er et velkendt fænomen med at smugle ting på denne her måde. Vi skal selvfølgelig have fundet ud af, hvorfor pakken endte på hylden hos købmanden, siger vagtchef Mogens Hougesen til tv2nord.dk.

I pakken var altså to mobiltelefoner. En af dem er af en forsvindende lille størrelse. Flere internationale medier oplyser ifølge tv2nord.dk, at den er yderst populær blandt indsatte i fængsler, da den er meget let at smugle.

Derudover er telefonen omgærdet af megen mystik, da ingen ved, hvem der producerer den.

Billedet af pakken med de to mobiltelefoner kan du se HER.

Powered by Labrador CMS