Elgiganten satser på erhvervslivet: Åbner erhvervscentre
Elgiganten satser nu benhårdt på erhvervsmarkedet i de større byer. Det betyder dedikerede erhvervscentre i Arhus, Aalborg og København. Det skal være endnu nemmere og bedre at være erhvervskunde.
Efter en vellykket opstart af Elgiganten Erhverv, hvor efterspørgslen har oversteget alle forventninger, udvides B2B-salget nu markant til at omfatte dedikerede erhvervscentre rundt i Danmark. De skal bruges til at fremvise sortimentet og gøre det endnu nemmere at være erhvervskunde i Elgiganten med lokalt forankrede erhvervssælgere.
– Med erhvervscentrene er Elgiganten Erhverv blandt de første i markedet, der både har kørende sælgere, showrooms i alle større byer og så bredt et sortiment, siger administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal.
Alt fra smartphones til industriprodukter
Peder Stedal fortæller, at første bølge af de nye erhvervscentre er åbnet i Aalborg, Viby ved Aarhus og i Glostrup.
– Vi får dagligt besøg af rigtig mange erhvervskunder i varehusene, som spørger, om de kan handle i Elgiganten til deres virksomheder. Derfor åbner vi erhvervscentre i udvalgte varehuse for bedre at kunne servicere erhvervskunderne personligt rundt om i landet, siger Peder Stedal.
Han fortæller, at en af fordelene ved at være erhvervskunde i Elgiganten Erhverv er det meget brede sortiment, der dækker alt lige fra fladskærme og it-udstyr til hårde hvidevarer. Derudover findes også en masse specielt industriudstyr målrettet virksomheder, offentlige institutioner, hoteller og hospitaler.
I øjeblikket er der især stor efterspørgsel på produkter indenfor hvidevare-kategorien, men tablets og smartphones er også blandt de mest populære i erhvervsafdelingen.