Elever kommer ikke tilbage til gymnasium efter “fødselsdagstæsk”
Roskilde Katedralskole har nu permanent bortvist nogle af de elever, der 9. november var med til at tæve en kammerat for sjov.
Rektor Claus Niller vil ikke komme med yderligere forklaringer på, hvor mange der er permanent bortvist, eller hvorfor nogle slipper med en midlertidig bortvisning til på onsdag.
– Vi er ikke meget for at sætte tal på, for så går vi ind i sagsbehandlingen, siger han til DAGBLADET og sn.dk.
De hjemsendte elever har forsvaret sig med, at episoden i gymnasiets gymnastiksal kun var for sjov, og at de kun markerede deres slag uden at skade fødselsdagsbarnet. »Offeret« – der også er hjemsendt fra gymnasiet – har erklæret, at han selv var med på spøgen.
Ifølge Claus Niller har elevernes høringssvar indgået i skolens overvejelser, men han siger ikke, om de har ændret ved noget ved gymnasiets syn på, hvad de har foretaget sig.
De bortviste elever har fået besked mandag eftermiddag. De har på forhånd erklæret via deres advokat, at de vil klage over en bortvisning til ministeriet og herefter Ombudsmanden om nødvendigt.
Kilde: sn.dk