Elev politianmeldt for omfattende fraværsfusk

Offentliggjort Sidst opdateret

En elev på en handelsskole i Aalborg har angiveligt forsøgt at tage penge for gå ind i system og sænke medstuderendes fravær

Aalborg Handelsskole har politianmeldt en elev med anklager om fusk med skolens fraværssystem. Det skriver Nordjyske.dk.

Ifølge handelsskolen har eleven fået fat i en lærers login-oplysninger til skolens system, hvor elevernes fravær bliver registreret. Han har derefter ifølge skolen været inde at rette i sit eget fravær, og muligvis også fraværet hos en række andre elever.

– Vi kan konstatere, at der er rettelser, som læreren ikke selv har foretaget, men vi ved ikke hvor mange, der er tale om. Der er nogle mønstre, der tyder på, at nogle rettelser er foretaget om aftenen, og at det ikke er læreren, der har gjort det, siger kontorchef ved Aalborg Handelsskole Henrik Vestergaard til Nordjyske.dk.

Der kan være tale om op mod 72 tilfælde, hvor der er blevet fusket med elevers tal. Skolens ledelse har hørt rygter om, at nogle elever er blevet tilbudt at få rettet deres fravær mod betaling.

– Hvis det er rigtigt, kunne han smadre hele vores fraværsregistreringssystem. Vi vil gerne markere over for vores elever, at vi ser meget alvorligt på det, siger direktør Poul Bak Søe Jeppesen, Aalborg Handelsskole, til Nordjyske.dk.

 

Powered by Labrador CMS