Elev får 43.000: Gul overenskomst dømt ude
Elever har ifølge erhvervsuddannelsesloven en række rettigheder, som mange arbejdsgivere ser stort på.
Mange arbejdsgivere ser stort på erhvervsuddannelsesloven, når de ansætter unge som elever i for eksempel forretninger, på kontorer eller tandlægeklinikker. Det skriver Avisen.dk.
Men elever har ret til pension, feriefridage, fritvalgskonto og kan ikke fyres uden gyldig grund.
Det fremgår af en serie domme, som Højesteret har afsagt i år om elevers rettigheder. Senest har Højesteret i slutningen af november fastslået, at en kvindelig sekretærelev på et advokatkontor er dækket af overenskomst med fagforeningen HK, selv om advokatkontoret ikke har overenskomst.
– Det korte af det lange er, at elever skal behandles ordentligt og efter overenskomstens regler. De er ikke en billig arbejdskraft. Det siger Højesteret gang på gang, siger Klara Hoffritz, der er advokat i HK/Privat til Avisen.dk.
Dommen har principiel betydning for cirka 83.000 elever, som aktuelt er i gang med et hovedforløb på en erhvervsuddannelse, og som for størstedelen vedkommende har en læreplads eller elevplads.
Det vurderer Lars Kunov, som er direktør for Danske Erhvervsskoler.
– En meget vigtig del af elevernes uddannelse foregår ude i virksomhederne. Så det er afgørende, at vi kan garantere dem ordentlige vilkår, siger han til Avisen.dk.
I den aktuelle sag fulgte advokatfirmaet Bent Stamer fra Aalborg ikke overenskomstens regler for indbetaling til pension og fritvalgskonto. Højesteret har derfor tilkendt den tidligere elev 43.000 kroner i erstatning.
Dommen slår samtidig fast, at der er forskel på fagforeninger, og at en arbejdsgiver ikke kan shoppe efter den overenskomst, der passer dem bedst.
Advokatfirmaet insisterede ellers på, at de lige så godt kunne bruge en overenskomst med den ‘gule’ fagforening Krifa som pejlemærke for elevens rettigheder.
Men Erhvervsuddannelsesloven siger klart, at det er den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet, som er styrende for elevers løn- og ansættelsesforhold.
Dermed hersker der ifølge Højesteret ingen tvivl om, at det er HK’s overenskomst, som gælder, uanset om – eller med hvem, virksomheden har overenskomst.
Ifølge advokat Svend Harbo fra advokatfirmaet Bent Stamer har dommen været nødvendig, fordi der længe har hersket uklarhed om elevers rettigheder, siger han til Avisen.dk.