Elendig vejrudsigt til solformørkelse

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

DMI spår dårlige chancer for klar himmel til solformørkelse

Vejrguderne vil tilsyneladende se stort på, at den mest omfattende solformørkelse i 54 år fredag formiddag rammer Danmark.
Hele landet vil nemlig være dækket af et skyer, som vil blokere for det sjældne fænomen, forudser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

»Det ser ud til at blive en dag med regn, og der vil være overskyet over hele landet,« siger Jørn Thomsen, vagthavende hos DMI.

Solformørkelser finder som bekendt jævnligt sted rundt omkring på jorden, men det hører til sjældenhederne, at vi på de nordlige breddegrader vil kunne opleve formørkelsen så markant, som der er mulighed for på fredag. Sidst en solformørkelse fandt sted i Danmark, var i 1999, men den varslede formørkelse på fredag vil være mere »dyb«. Helt op til 85 procent af solen vil være dækket af månen visse steder.

En total solformørkelse skal man rejse til Færørerne for at opleve, og her har man for længst meldt om total udsolgt på alle overnatningssteder. Men heller ikke her ansporer vejrudsigten til særlig stor opmuntring.

»Det er lidt bedre end herhjemme, men det er stadigvæk ikke ret godt. Chancen for at finde steder, hvor der vil være klart og skyfrit, er lidt større, fordi de har store fjelde deroppe,« siger Jørn Thomsen.

Han betoner dog samtidig, at det kan være vanskeligt at spå om skydække tre dage før, hvorfor alle prognoser behæftet med usikkerhed.

Solformørkelsen sker, når månen træder ind foran solen og kaster sin skygge ned på jorden. Klokken 10.48 vil månen dække op til 85 procent af solens areal.

Powered by Labrador CMS