Elefantmanden John Hurt er død 77 år gammel
Skuespilleren Sir John Hurt er død. Han er kendt for sine roller i "Elefantmanden", "Alien" og "Harry Potter".
For danskerne er John Hurt sikkert mest kendt for sin rolle i Harry Potter og Dødregalierne og som ‘Doktoren’ i tv-serien Dr. Who, men mon ikke mange kan nikke genkendende til en eller flere af de fantastiske roller, han har spillet i store film? Nu er han død.
Den britiske skuespiller John Hurt er død 77 år gammel efter for nylig at have kæmpet mod både kræft i bugspytkirtlen og en tarmsygdom.
Det bekræfter Hurts agent over for BBC natten til lørdag dansk tid.
John Hurt: Dødens mester
Sir John Hurt har medvirket i et utal af film, tv-serier og teaterstykker igennem de seneste seks årtier. Og så var han den ubestridte mester i at dø på film.
Hele 40 gange har publikum set John Hurt dø. Blandt andet i filmene “V for Vendetta”, “Alien” og ikke at forglemme som den stakkels Joseph Merrick i “Elefantmanden”.
– Jeg er ikke noget dyr. Jeg er et menneske, skriger elefantmanden gennem sit misdannede ansigt i 1980.
Dermed banede instruktøren David Lynch vejen for den britiske skuespillers store gennembrud.
For selv om John Hurt allerede på det tidspunkt var løbet med en række priser, blandt andet en Golden Globe for sin rolle som fange i et tyrkisk fængsel i filmen “Midnight Express” fra 1978, så var det “Elefantmanden”, der gjorde ham til en vaskeægte filmstjerne.
Nomineret til Oscar to gange
To gange blev den britiske skuespiller nomineret til en Oscar. Først i 1979 for bedste birolle for “Midnight Express” og så i 1982 for bedste hovedrolle for “Elefantmanden”.
John Hurt var præstesøn fra byen Chesterfield i Derbyshire i England.
Han blev uddannet som skuespiller på nationens kongelige teaterskole og debuterede på både teatret og filmen i 1962.
Fjernsynet gjorde ham kendt
Det var dog fjernsynet, der for alvor gjorde ham kendt. Blandt andet da han i 1976 spillede den skøre kejser Caligula i “Jeg, Claudius”.
John Hurt lagde desuden elegant og karakteristisk fortællerstemme til Lars von Triers film “Dogville” og “Manderlay”.
I 2015 blev John Hurt slået til ridder af dronning Elizabeth II og fik altså føjet titlen Sir til sit navn.
I galleriet over artiklen kan du se andre kendte, vi allerede har sagt farvel til i 2017.
/ritzau/