EL: VK-snyd med partistøtte er skandaløst

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Reglerne om partistøtte skal strammes, mener Enhedslistens Pernille Skipper.

Der var rod i partistøtten for flere borgerlige folketingspolitikere ved valget i 2007, og det er ifølge Enhedslistens gruppenæstformand og retsordfører, Pernille Skipper, en “kæmpe skandale”.

– Vi har jo hele tiden vidst, at Venstre og Konservative har omgået partistøttereglerne med deres hemmelige pengeklubber. Men her er altså noget, der tyder på systematisk brud på reglerne. Det er efter min mening vælgerbedrag af nær værste skuffe, siger hun i en skriftlig kommentar.

– Vælgerne har krav på at vide, hvem der modtager penge, så de kan sætte ikke kun et kryds, men et kvalificeret kryds i stemmeboksen. Hvis højrefløjen blot ser stort på reglerne, eller decideret snyder med vilje, fører de vælgerne bag lyset, tilføjer hun.

Pernille Skipper reagerer på, at fremtrædende tidligere Venstre-ministre som Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen, Karen Ellemann og Søren Pind hver især blev støttet med 25.000 kroner fra Saxo Bank ved folketingsvalget i 2007. Men ingen af dem opgav ifølge Berlingske donorens navn til myndighederne.

I alt ni politikere fra blå blok modtog 25.000 kroner fra banken, men kun tre af støttemodtagerne har oplyst om pengene til enten regionen eller kommunen, viser en aktindsigt i partistøtteerklæringer, som avisen er i besiddelse af.

– Den her afsløring viser endnu engang, hvor vigtigt en opgave det er, at vi får strammet partistøttereglerne. Så vi sikrer, at politikerne ikke omgår eller snyder med reglerne, og som samtidig også kan skabe den åbenhed og gennemsigtighed om pengestrømmene i dansk politik, som vælgerne og demokratiet har krav på, siger Pernille Skipper.

Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet har et indgående kendskab til partistøtteloven og har sæde i regeringens ekspertudvalg om samme emne. Han understreger over for Berlingske, at støtten på 25.000 kroner skal indberettes.

– Der er ikke så meget at diskutere: Hvis de fakta er korrekte, er det en overtrædelse af reglerne, siger han til avisen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS