EL vil skærpe tilsyn med PET

Pernille Skipper (EL). Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhedslisten vil skærpe tilsynet med PET af frygt for, at efterretningstjenesten har “sovet i timen”.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har ikke taget truslen om terror på dansk jord alvorligt nok.

Det siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper på baggrund af den evalueringsrapport om terrorangrebet i København i februar, som justitsminister Mette Frederiksen (S) lagde frem onsdag aften.

Rapport peger på flere problemer

Rapporten peger på flere problemer i politiets enorme indsats, der endte med, at gerningsmanden blev opsporet og dræbt efter godt 13 timers intens jagt.

Men frem for alt viser rapporten, at PET var adskillige timer om at få bevogtet synagogen i Krystalgade, selvom tjenesten ellers har bedyret, at bevogtningen blev sat i værk øjeblikkeligt.

– Efter første gennemgang af rapporten kan vi se flere fejl, der tyder på, at PET simpelthen ikke har taget terrortruslen alvorligt nok, siger Pernille Skipper.

– PET øgede ikke generelt bevogtningen af jødiske institutioner efter angrebene i Paris. Der var ikke et forhøjet beredskab omkring Krudttønden, selvom arrangementet kun var fem uger efter angrebene i Paris.

– Og bevogtningen fandt kun sted inde i lokalerne og ikke på gaden, siger hun.

PET-chef gik af

Få timer før justitsministeren fremlagde rapporten og tildelte politiets indsats omkring bevogtningen af synagogen hård kritik, gik PET-chef Jens Madsen af.

Men om det er som konsekvens af de pyntede oplysninger om synagoge-bevogtningen, vil ingen af parterne sige.

Dansk politi havde forhøjet sit i forvejen ultimative alarmberedskab – “niveau 5” – i timerne under terrorangrebet.

Alligevel stod den ene af de to tilstedeværende betjente ved synagogen med hænderne i jakkelommerne, da attentatmanden Omar El-Hussein gik de sidste meter frem mod den ubevæbnede vagt Dan Uzan og henrettede ham med koldt blod, hvorefter han løb væk.

– Det er mange og alvorlige fejl, og det viser efter min mening, at PET ikke har taget truslen alvorligt nok, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS