EL: Skandaløse fattigdomstal

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2008 er antallet af danske børn, der lever i relativ fattigdom steget med 13.000, viser tal fra Unicef.

– Det er som om, at regeringen har glemt sin egen målsætning om at mindske ulighed og fattigdom.

Det siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen, efter at en ny rapport fra FN’s børneorganisation Unicef viser, at cirka 10 procent af alle børn i alderen 0-17 år lever i relativ fattigdom, hvilket er en stigning på 13.000 i forhold til 2008. Rapporten sammenligner perioden fra 2008 til 2012

– Det er en skandale, at vi efter tre år med en socialdemokratisk ledet regering må konstatere, at der ikke er gjort noget effektivt for at bekæmpe fattigdom, men at Danmark halter langt bagud, hvad det angår, skriver Finn Sørensen i en kommentar til Ritzau.

Unicefs liste omfatter 41 industrialiserede og rige lande. Danmark ligger nummer 24, mens Norge ligger på en femteplads, Finland som nummer otte og Sverige som nummer 13.

I modsætning til i Danmark, er antallet af børn under fattigdomsgrænsen faldet i de tre lande.

Unicef har brugt EU’s definition på en fattigdomsgrænse, som det statistiske kontor Eurostat har fastsat. Definitionen er 60 procent af gennemsnitsindkomsten i et land.

Danmark vedtog i 2013 en fattigdomsgrænse, der betyder, at en person vil være fattig, hvis han eller hun i tre år har haft en disponibel indkomst på under 103.200 kroner om året.

– Der har været heftige diskussioner om, hvor den fattigdomsgrænse skal være – 50 eller 60 procent. Vi har valgt 60 procent, og det må siges at være et konservativt skøn, siger Steen M. Andersen, der er Unicef Danmarks generalsekretær.

Enhedslisten vil forsøge at bruge finanslovforhandlingerne til at få ændret regeringens politik.

– Regeringen kan nå det endnu. De aktuelle finanslovforhandlinger skal bruges til at forbedre vilkårene for fattige familier og til at skabe job og tryghed for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, så vi forhindrer, at endnu flere havner i fattigdom, siger Finn Sørensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS