EL: SFs skatteudspil er usolidarisk

Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhedslisten kan følge SF’s udspil om skattelettelser et stykke ad vejen, men så hopper kæden af, lyder det.

Skatteudspillet fra SF er usolidarisk og skaber ulighed.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslisten, der revser SF’s forslag om, at lavtlønnede skal have skattelettelser. For ved kun at hæve beskæftigelsesfradraget, som SF lægger op til, bliver gabet i den økonomiske ulighed større, mener Enhedslistens finans- og skatteordfører, Frank Aaen.

– Enhedslisten går ind for lavere skatter til de laveste indkomster, men det skal ikke kun være skattelettelser til dem, som er i arbejde, siger han i en skriftlig kommentar og uddyber:

– SF’s forslag er usolidarisk, fordi det med kirurgisk præcision udelukker de mennesker, som har mindst, fra at få skattelettelser. Hvorfor skal folkepensionisten, førtidspensionisten og den arbejdsløse snydes?

Frank Aaen mener, at SF’s forslag vil gøre det dyrere at miste jobbet, fordi både lønnen og skattefradraget ryger. Det kan få arbejdsgiverne til at presse lønningerne ned, fordi tabet ved en fyreseddel bliver større, advarer ordføreren.

Fredag fremlægger SF skatteudspillet, der har fokus på, at lavtlønnede skal betale mindre i skat, mens børsspekulanter skal lægge flere penge i statskassen.

Ifølge SF-formand Pia Olsen Dyhr er der tale om skattelettelser for milliarder, fordi beskæftigelsesfradraget bliver hævet.

– Kun én ud af 200 danskere har ikke en økonomisk fordel ved at gå på arbejde, så det kan betale sig at arbejde i Danmark. Men vi synes, at buschaufføren, hjemmehjælperen, og alle dem, der til en lav hyre bidrager til fællesskabet, fortjener en større gevinst. Så det vil vi give dem, siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

Tiltaget skal finansieres ved, at Danmark tilslutter sig en europæisk skat på finansielle transaktioner, og her vender Enhedslisten tommelfingeren opad og erklærer sig enig i, at det er et positivt træk at indføre en finansskat.

Men enigheden på det punkt kan ikke overdøve udspillets bitre smag ifølge Frank Aaen.

– Det her udspil minder mere om SF-S-R-regeringens leverpostej-skattereform med højrefløjen end rød skattepolitik. Det er et ideologisk skred, jeg beklager, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS