EL-konger scorer kassen med milliarder
Norlys ønsker først at kommentere sit høje overskud, når årsregnskabet er godkendt på generalforsamling
Energikoncernen Norlys kom ud af 2022 med et overskud før skat på 4,2 milliarder kroner.
Det erfarer mediet Finans fra kilder, som har adgang til koncernens årsresultat, der endnu mangler at blive offentliggjort.
Resultatet er næsten ti gange så højt som året før.
Ifølge Finans er det høje overskud særligt et resultat af store indtægter i energihandelsselskabet Norlys Energy Trading, som koncernen ejer 51 procent af.
Store udsving
Pengene er tjent på et energimarked, hvor der var store prisudsving sidste år. Det gav energiselskaber gode vilkår for at tjene penge på handel med energi.
Det fremgår dog ikke af mediets oplysninger, hvilke kunder indtjeningen helt præcist er kommet fra.
Ingen kommentar endnu
Norlys ønsker først at kommentere resultatet, når årsregnskabet er blevet godkendt på koncernens generalforsamling 20. april.