EL: Hedegaard-sag er en farce

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

Tyrkiets regering kommer med røverhistorier, og Folketinget bør lægge pres på landet i Hedegaard-sag, mener EL

Islamkritikeren Lars Hedegaards mistænkte attentatmand er løsladt i Tyrkiet, og i stedet for at give et ordentlig svar på hvorfor, kommer den tyrkiske regering med dårlige undskyldninger og søforklaringer, mener Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Han opfordrer derfor Folketingets partier til at lægge pres på Tyrkiet.

– Denne sag er jo en farce uden ende. Hvis et flertal i Folketinget slår sig til tåls med den røverhistorie, så er det ganske enkelt, fordi flertallet ikke ønsker at få et svar i sagen, siger han i en skriftlig kommentar.

Ifølge den første officielle kommentar til sagen fra Tyrkiet, var de tyrkiske myndigheder imod løsladelsen af den mand, der er mistænkt for drabsforsøg på forfatteren Lars Hedegaard, skriver Berlingske.

Talsmanden for det tyrkiske udenrigsministerium forklarer, at den drabsmistænkte danske statsborger var klar til at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark, men efter en appel fra den mistænktes forsvarer besluttede en tyrkisk domstol at løslade ham.

Men det er ikke en spiselig forklaring for Enhedslisten.

– Det er klart, at den tyrkiske regering gerne vil frikende sig selv ved at lægge skylden over på domstolssystemet. Men da Tyrkiet ikke er en demokratisk retsstat, er der ingen sikkerhed for, at domstolsafgørelser ikke er politiske, siger Nikolaj Villumsen.

– Vi mangler stadig at få svar på, om løsladelsen er i strid med Danmarks aftaler med Tyrkiet, og om den har været en del af en fangeudveksling med ekstremisterne fra IS (Islamisk Stat, red.), tilføjer han.

Villumsen håber, at Folketingets partier på et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag bliver enige om at trække det danske militære Nato-bidrag til Tyrkiet hjem, fordi Danmark ikke bør støtte en regering militært, som “holder os for nar og er under anklage for at holde hånden over IS”.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at Danmark kommer til at reagere på løsladelsen.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den sag ikke er slut, og vi opfatter det som særdeles uacceptabelt. Vi vil tage drøftelsen med partierne på torsdag, og så vil vi tage yderligere skridt derefter, sagde Thorning mandag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS