Ekstremt farlig orkan kan ramme kæmpe område

Myndighederne langs USA's østkyst forbereder folk på, at orkanen Florence kan gøre evakueringer nødvendige.

Et satellitbillede af orkanen Florence. Den har kurs mod det sydøstlige USA og ventes at ramme torsdag med voldsom kraft. Foto: Ho/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Amerikanske meteorologer siger mandag, at orkanen Florence har udviklet sig til en storm i kategori fire, det næsthøjeste på skalaen.

Den har kurs mod det sydøstlige USA og vil kunne forårsage store ødelæggelser, hedder det.

Mere nøjagtigt har den mandag kurs mod South Carolina og North Carolina Den ventes at ramme torsdag.

Langs hele den sydlige del af østkysten er myndighederne ved at forberede folk på, at det kan blive nødvendigt at evakuere dem.

Roy Cooper, guvernør i North Carolina, har bedt delstatens borgere om at indstille sig på, at der er risiko for en naturkatastrofe.

– Vi går ind i højsæsonen for orkaner, og vi kender alle uforudsigeligheden og kraften af disse storme, lød det fra guvernør Roy Cooper i weekenden.

Mandag befinder Florence sig knap 2000 kilometer øst for Cape Fear i North Carolina. I orkanen er der målt en vindstyrke op til 195 kilometer i timen, oplyser USA’s orkancenter.

Florence ventes at passere Bermuda og Bahamas tirsdag og onsdag.

Præsident Donald Trump har mandag aflyst et planlagt massemøde i delstaten Mississippi fredag. Det sker på grund af orkanen, oplyser hans kampagnestab.

Med orkanen kommer der ud over den enorme vindstyrke også store mængder vand.

Hvis den nærmer sig kysten i langsom fart, vil den kunne bringe tropiske regnskyl med sig, der kan ramme helt ind over bjergkæden Appalacherne. Bjergkæden løber bag den amerikanske østkyst.

Det kan udløse eksplosive oversvømmelser og mudderskred over et stort område.

Og det er netop, hvad meteorologerne tror. At Florence vil bremse betydeligt op, inden den rammer USA’s østkyst.

– Det er ikke bare kysten, siger lederen af USA’s orkancenter, Ken Graham.

– Når et system som dette bremser op, og det bevæger sig virkelig langsomt, så kan noget af nedbøren ramme et godt stykke fra dets centrum, forklarer han.

Powered by Labrador CMS